NielsLauritsHøyensLevned_1872

394

langt som Konstnerens Skaberglæde gik, saa langt glædede lian sig over at følge h am , og man hørte ham tidt ved- kjende sig den Sætning, at Emnet for et Konstværk var ligegyldigt; det kom kun an paa Behandlingsmaaden, hvad Værd det havde. Man har kaldt denne Sætning et Paradox, og det er jo enhver Sætning for den, der ikke forstaar den. Man har troet, at den forte Ordet for en aandlos Naturalisme eller Materialisme, som om den ikke netop sér bort fra Materien, idet den kalder Stoffet ligegyldigt og lægger hele Vægten paa det Sjælelige, paa Opfattelsen. Vi have sét Høyen i hans tidlige Ungdom som en sværmerisk Idealist. Bort fra det Nyttige higede hans Aand til Ideens evige Sfære, og han kjendte intet andet timeligt Velvære end at se det Eviges Aabenbarelser i Verden, og intet højere Maal for Menneskets Stræben end at kunne udtale dem. Det var disse Udtalelser, P o e s ie n , han søgte i sin Ungdom saa- vel i Ordet som i Farverne; det var det Samme, han søgte i sin A lderdom , skjøndt han da ikke fandt Ordet Poesi tilstrækkelig betegnende derfor. Hans lykkelige Be­ gavelse viste ham det, hvor Mange oversaa det. Han hørte ikke til dem , der vel kunne tale om Poesien i en Shakespearsk Tragedie, men ikke ane den i de Sjæle, der leve sammen med dem Dag for Dag, ikke til dem, der vel beundre en fuldendt Kvindeskjønhed, men ikke føle Sk jøn - heden i mangt et enkelt Træk eller fatte den Harmoni, der kan fremtræde i tilsyneladende højst uharmoniske F or­ mer. Han beundrede Naturens Herlighed i Alpernes Dale og ved Napolis Kyst; men ogsaa den flade Mark og Hede kunde ved sine Linier og Toner, det simpleste Græsstraa, den fattigste Hytte kunde, naar Solens Lys eller naar en