NielsLauritsHøyensLevned_1872

392

tecle Konstværkerne saaledes som Enhver maatte ønske at kunne det. Han vilde n y d e Konstværkerne, og nyde dem tilfalde saaledes som det sømmer sig en tænkende Betragter, trænge ind i dem saa dybt som m u ligt, tænke hvad Konstneren havde tænkt og føle hvad han havde følt; han vilde fo r- staa dem. A t f o r s t aa et Konstværk er for det Første at kunne gjøre rede for dets Indhold. Ligeoverfor P. de la Koches »Girondister« spørger man om disse Mænds tragiske H i­ storie; overfor Rafaels »Disputa« maa man vide, at det drejer sig om Guds Aabenbarelse for den christne Kirkes Lærere og disses ivrige Gransken og Stræben efter at fatte Hans Væsen. Ved slige Emner er der meget at fortælle. Høyen hvilede ikke, før han, saavidt muligt, kunde gjøre rede for A lt hvad der maatte antages at have foresvævet Konstneren, og naar han udviklede dette fra Kathedret, maatte man indrømme, at han som Historie-Gransker og Fortæller var Videnskabsmand og Konstner af første Rang. Denne F or- staaelse af Emnet og den Maade, hvorpaa Konstneren har fattet det, er det først Nødvendige, og en Misforstaaelse heraf*) leder til at tillægge Konstneren en skjæv eller slet ingen Tanke; men det er kun det første Skridt i K on st- betragtningen, og man finder dem , der snarere kalde det en Forudsætning end en væsentlig Del deraf. Var dette tilstrækkeligt, saa var jo ogsaa Konsten overflødig; Fortæl­ lingen havde da gjort A lt, og i Grunden gjort det bedre og fuldstændigere. Men det er Konstens Sag at give For*) Som naar man taler om Tizia n s »Tre G ratier« eller hans »H im ­

melske og jordiske Kjæ rlighed« i Palazzo Borghese i Rom .