NielsLauritsHøyensLevned_1872

389

som i det Største; og som han selv havde sin Styrke i det aabne Blik og den sunde Følelse, var det dette, der vakte hans Glæde og fremkaldte hans Lovtale, men Alt, hvad der vil blænde uden at være ægte, gjorde ham baade bedrøvet og vred. Jeg kan ikke holde op med at tale godt om min Ven; han har været saa meget for mig, og det er for mig, som en Røst er forstummet, hvis Vidnesbyrd vi behøve, som et Hjerte er standset, hvis Medfølelse vi ikke kunne und­ være. Jeg véd ogsaa, at det gaar mange som mig, og som ville forstaa mig, naar jeg endnu siger, hvad der ikke mindst rører mig ved Mindet om vor kjære Mester. »Bevar min Sjæl«, hed det i den Bøn, jeg nævnte; »og gjør den rig«, føjede den til; men den Mand, hvis Legeme nu ligger her, han sagde hver Dag til sig selv: Og gjør den god og kjærlig, og redelig, from og sagtmodig. Han var af Naturen en heftig Mand og kunde i et øje­ bliks Opbrusning tale haarde Ord; men der er ingen, som kjendte ham nøjere, der ikke véd, at han i næste Øjeblik var blød som et Barn. Det Bitre og Stridige var saa- rende for hans fine Aand og kjærlige Sind, og hvor han selv havde forvoldt det, eller hvor han blot troede at have forvoldt det, uden at han i Virkeligheden havde det, bad han saa inderligt og ærligt om at glemme og tilgive det. Hans Tro paa den Sandhed, han forkyndte, var urokkelig, og han vidste fuldtvel, hvor dybt begrundede hans Menin­ ger vare; men han var en virkelig ydmyg Sjæl, for hvem det var ganske naturligt ikke at tillægge sig selv nogen Ære, endnu mindre at søge udvortes Ære. Han glemte sig selv, idet hans Tanker vare optagne af hans Venner i Aanden. Og han var en from Sjæl. Der er ingen, der