NielsLauritsHøyensLevned_1872

I

388

flyve Verden rundt og med sit skarpe Syn afsøge hver Krog i den, og med et Hjerte som en glad Fugl, der syn­ ger ved godt Vejr og sidder lunt i sin Rede ved ondt. Og Gud havde gjort ham til en mægtig Mand. Fordi han havde sét det Højeste, Mennesker kunne skue, og vejet det mod alle de Trin, der staa under det, og sét det alt med et klart og forstandigt Blik; fordi han havde rummet i sin Sjæl det Mægtigste, Mennesker kunne opleve, og holdt det sammen med alle Livets Bølgeslag ned til det Dagligste, og gjemt det alt i et sundt og redeligt Hjerte: derfor var hans Dom som dens, der har Myndig­ hed til at dømme, og hans Raad som dens, der har Er­ faring til at raade. Stærkt bevæget kunde hans Ord falde, fordi han var henrevet af, hvad han talte om; til den yderste Grænse kunde han gaa, fordi han saa den yderste Grænse; og overraskende kunde hans Dom lyde, fordi han tænkte paa, hvad andre ikke havde tænkt paa; men vilde man høre ham til Ende, skulde man fornemme, at man havde hørt en Sandhedens Røst, som man ikke kunde unddrage sig for. Velordnede og smukt opstillede som en Samling under en kyndig og samvittighedsfuld Bestyrers Haand vare alle hans aandelige Ejendele, men naar hans Blik gik hen over dem, da svulmede hans Hjerte, og naar han af sit fulde Hjerte tog til Orde, saa vide vi alle, hvad hans Tale formaaede. Det var ikke Rhetorikens beregnede eller blændende Konster, det var ligefrem, naturlig og hjerte­ lig Tale, men netop saa mægtig, saa rig og saa rørende, som Mandens Aand var mægtig og hans Hjerte rigt. Dette var hans Konst, og ved Konst forstod han i det Hele, hvad der er sandt og sundt sét, dybt og naturligt følt, og sam­ vittighedsfuldt og med fuld Følelse udført i det Mindste