NielsLauritsHøyensLevned_1872

384

kundskabsrig som varmtfølende, ligesaa barnlig uskyldig* og glad, som alvorlig og villiestærk og beredt til Kamp mod det Usande og det Slette. En rig og frugtbar Virk­ somhed var afsluttet, et Liv, hvis hele Tanke var rettet paa at gribe og forstaa Guddommens Aabenbaring i det Synlige, og hvis utrættelige Virksomhed gik ud paa at aabne hans Medborgeres -Øjne for hvad han selv saa og følte. Danmark havde mistet en af sine bedste Sønner. Tabet var stort, men Sorgen mildnedes ved Tanken om hvad han havde været og virket, ved den taknemmelige Erindring om hans ædle og elskelige Personlighed, ved Overbevisningen om at den Sæd, han havde udsaaet, vilde bære tusindfold Frugt i Fremtiden. »Hans Skrifter«, siger Ploug i de Mindeord, hvormed han i »Fædrelandet« den 30te April ledsagede Beretningen om hans Bortgang, »ere kun faa og smaa, men hans Livs Gjerning vil dog længe leve efter ham, thi Meget af hvad han har tænkt og følt, udarbeidet og udtalt, staar uden hans Underskrift prentet i Farver og Former, i Malm og i Sten.« Faa Dage efter skrev Ploug følgende Mindedigt omham: der straalte som Farver og smelted som Sang, mens Sandhed den lærte og Skjønhed den tolked; der svulmede frem som en rivende Flom, naar Følelsens Vaarsol Bølgerne linned; der videde Synet og løftede Sindet, fordi den fra Livets Højtinder kom. Og Hjertet, der slog saa frit og saa let, som Barnets, hvis Verden er Moderens Kammer; Nu tier den liøst, hvis mægtige Klang til Konstens Helligdom ringede Folket;