NielsLauritsHøyensLevned_1872

332

eller støtte sig til Folkets Mænd, var ogsaa han i den stærkeste Spænding. Det var hos Schonw, at Lederne samledes; men imellem dem var Høyen ikke. Hvor stærkt bevæget han imidlertid var i sit inderste Sind, og hvilke Betragtninger han paa egen Haand hengav sig til, viser følgende Træk, som er meddelt mig fra en paalidelig Kilde. En af disse Aftener sad paa en af Byens Ka­ serner nogle unge Officerer og talte med hinanden om den forfærdelige Mulighed, at Kegjeringen vilde benytte Militærmagten til at kue det bevægede Folk. Da blev En af dem kaldt ud; en ældre Mand 2 ønskede at tale med ham alene. Han gik udenfor, og en Mand, som han elskede som sin Fader, stod der i stærk Bevægelse; han besvor ham indstændig at sige ham, hvor han skulde faa en Bøsse at kjøbe; thi i disse Tider burde hver Mand være bevæbnet! Denne Mand var— Professor Høyen. Men han kom snart til Besindighed; han kjøbte ingen Bøsse, og Ingen uden den unge Officier — ej engang hans egen Hustru — fik at vide, at han havde havt det i Sinde. Det blev jo ogsaa overflødigt. Det gamle System svandt som Dug for Solen; Kongen omgav sig med Mænd, der havde Mod til at rejse Danmarks Banner, og Oprørernes Fordringer fik en bestemt Afvisning. Høyen var en per- sonlig Ven af de Mænd, som nu kom til Boret; men naar han jublede, da gjaldt det ikke dem; det gjaldt Danmarks Gjenfødelse. Havde han været yngre, havde han stillet sig selv under Fanen; nu kunde han kun ledsage de Bort­ dragende med sine bedste Ønsker. Iblandt dem var hans kjære unge Yen Lundbye, som han aldrig skulde se mere, Dalgas, som faldt i 1850, Yermehren, Hammer, Brødrene Johan og Svend Grundtvig og Andre. Han fulgte med

,