NielsLauritsHøyensLevned_1872

326

eneste Bærer, og det var for Størstedelen hans personlige Opofrelse, der holdt, det sammen. Han havde forlangt Medlemmernes Bidrag som et uegennyttigt Offer for Kon­ sten; men i Virkeligheden var han selv den Eneste, der ydede et Offer*); Medlemmerne gav han fra Tid til anden et Vederlag, som de satte stor Pris paa. Han holdt nem­ lig tiere Vintere igjennem hver Sendag Middag en Fore­ læsning over et eller andet Emne af Konsthistorien, snart over Italiens, snart over Nederlændernes Malerkonst, snart over Nutidens Konst, saaledes som han havde set den ved Besøg i de store Verdensudstillinger. Hans veltalende og anskuelige Foredrag knyttedes undertiden til fremstillede Kobberstik eller til Malerier i Billedgalleriet, hvis Lokale han benyttede, og hans Begejstring henrev Tilhørerne, saa de troede at se det Samme som han. Selskabets Med­ lemmer holdt derfor ogsaa trofast sammen, og det led næsten ikke nogen Afgang uden ved Dødsfald, men i de 20 Aar Selskabet bestod, vare disse ikke ganske faa, og Tilgang fandt, som det plejer at være Tilfældet med be­ skedne Foretagender, næsten slet ikke Sted. Men efter de 20 Aars Forløb kunde man ogsaa i visse Maader sige, at Selskabet ikke mere var nødvendigt. De Tanker, det havde sat sig den Opgave at bringe til almindelig Bevidst­ hed, havde vundet fuldstændig Sejr. Det var ikke mere som i tidligere Dage de italienske, men de danske Emner af Naturen og Folkelivet, der stod højest i Publikums Yndest, og de dygtigste Konstneres Stræben gik netop ud

*) Jeg kunde tilføje, at Foreningen ogsaa skylder ham en ikke ubetydelig Gave i Penge, idet han lod et Honorar, der blev budt ham for en i en privat Kreds holdt Forelæsningsrække^ indflyde i Foreningens Kasse.