NielsLauritsHøyensLevned_1872

burde dog ikke misunde deres Konstbrødre, om Udsigterne forbedredes lidt for dem, og om ogsaa de fik en lille Kreds af Velyndere. Men hvad hjælpe slige Betragtnin­ ger, naar Lidenskaberne ere oprørte? Høyen havde, som vi havde sét, baade blandt Konstnere og blandt Konstneres Venner mange Uvenner. Hans Fordringer til sand og levende Opfattelse af Emnet, til grundig og sam­ vittighedsfuld Behandling, var i deres Ojne lutter Partisk­ hed. At det var konstneriske Mangler og Fortrin, han revsede og roste, det kunde de ikke se; de saa kun personligt Venskab eller Fjendskab, eller, omde ikke gik saa vidt, saa dog en En­ sidighed, der kun vilde finde sig i ét Slags Emner og én Ud- forelsesmaade. Man stræbte at forrykke Synspunktet og bilde Publikum ind, at Høyen Intet respecterede uden hvad der stemmede med et bornert Nationalitetsprincip. Han havde rigtignok aldrig med et eneste Ord misbilliget, at en Konst- ner leverede et dygtigt Arbejde hentet fra andre Folkeslag og andre Egne; han havde glædet sig ved saadanne Ar­ bejder saa godt somNogen; men han havde advaret Konstnerne imod at vove sig ind paa Indemærker, hvor de vanskeligere kundegjore noget Sandt og Dygtigt. Ingen var i Besiddelse af en mere universel Dannelse end han, og mere i Stand til at se det Gode allevegne hvor det fandtes; men dette Fremmede, der i saa mange Aar igjennem Akademiernes Bestræbelser havde havt Overvæg­ ten allevegne, og som ogsaa havde syntes at more det danske Publikum mest,havdeofte vist sig som et tomt og blændende Skin, uden virkelig Dybde i Følelsen, uden Sandhed og uden Evne til at tale til Hjertet; i Modsæt­ ning til dette havde han ønsket at fremhæve den Side, der hidtil syntes at være forsømt, den Retning, som udmærkede