NielsLauritsHøyensLevned_1872

292

Tiende Kapitel, Thorvaldsens Død. Ophængningen af Malerierne i hansMuseum.

Don 24de Marts 1844 døde Thorvaldsen. Høyen tabte i ham en Ven, ikke af dem, man kalder Fortrolige, hvem man aabner sit Hjertes Inderste for og soger Raad og Trost hos, men en af dem, som man sér op til og som man glæder sig over, hver Gang man befinder sig i deres Nærhed. Høyen kjendte Thorvaldsen bedre end de Fleste. Han havde levet daglig sammen med ham i sin Ungdom i Rom, og havde sét ham saare jævnlig i de senere Aar i Kjobenhavn og paa Nyso. Han havde altid beundret og elsket ham, og folte, hvor uendelig Meget han skyldte ham. Det var Thorvaldsen, der havde aabnet hans Øje for Konstens Renhed. I ham havde han sét sin Ungdoms Idealer snart opfyldte, snart overtrufne. Han undlod der­ for heller ikke at yde sin Skjærv til at hædre den store Afdøde. Han holdt den Vinter en Række Forelæsninger over italiensk Malerkonst paa Billedgalleriet paa Christiansborg for en større Kreds af Tilhørere af begge Kjon. Disse af­ brod han efter Thorvaldsens Dod, saaledes at han anvendte de to første Forelæsningstimer derefter (den 27de Marts og 3die April) til at give en Skildring af Thorvaldsens Værd og Betydning som Konstner, og for at denne Fremstilling kunde blive tilgængelig for Alle, udgav han disse to Forelæsninger iSchouws Danske Ugeskrift. Vanskelig vilde Nogen være i Stand til i Korthed at give et saa klart og saa fyldigt Billede af denne mægtige Genius; og, har Thorvaldsen aabnet Høyens Øje for Konsten, saa har ogsaa Høyen fremfor nogen Anden