NielsLauritsHøyensLevned_1872

280

den; men — hvad enten det nu var, fordi han overhovedet følte sig lidt forlegen lige overfor Høyen, der plejede at sige sin Mening rent ud, og hvis Uafhængighedsfølelse netop nylig, som vi i det næste Kapitel skulle se, havde beredt Prinsen en Skuffelse, eller han i dette Tilfælde havde hørt Rygtet om a-t Samlingen var mishandlet ved at indskrænkes til det lialve Antal, og syntes, han maatte undersøge denne Sag selv — han ønskede ikke, at Høyen skulde vise ham Samlingen, men an­ modede Justitsraad Thomsen og Professor J. P. Møller derom. Denne Tilsidesættelse krænkede Høyen. Han havde arbejdet uden Løn, og krævede heller ingen; men lidt Paaskjønnelse, en Anerkjendelse af at det var ham, der havde gjort Arbejdet, og ikke Andre, det havde han ventet, og ventet med Rette, i Stedet for at man nu be­ tragtede ham som en overflødig og uvedkommende Person, og kastede ham bort fra den Samling, han havde faaet saa kjær, og som han egentlig kunde siges at have skabt. Prinsen var forøvrigt særdeles tilfreds med sit Besøg paa Frederiksborg; men han fandt det mere stemmende med sin Værdighed at lade som ingen Ting, end at tilkjende­ give sin Tilfredshed, hvilket kunde have lignet en Und­ skyldning. Først et Aar senere, da han imidlertid var bleven Konge, søgte han at gjøre Uretten god igjen ved at udnævne Høyen til Ridder af Danebrog (22de Maj 1840) *). I 1842 opfordrede han paa ny Høyen til at gjøre ham en Forestilling om Frederiksborgs Portrætsamling,

*) De første to Mænd, Christian VIII i sin Regjeringstid skjænkede denne Udmærkelse, var Grundtvig og Høyen.