NielsLauritsHøyensLevned_1872

243

disse Ord vare som talte ud af hans -eget Hjerte, og han oversatte dem aabenbart for at hans Landsmænd skulde lægge sig dem paa Sinde. Han gjør i Slutningsanmærk­ ningen opmærksom paa at Victor Hugo ikke alene taler til Fordel for Frankrigs prægtige gothiske Monumenter, men med Varme antager sig ethvert Oldtidsminde, ethvert historisk Monument, selv fra de seneste Tider. »Derved« siger han »udtaler han en Sandhed, der aldrig kan gjentages for højt og for ofte, ogsaa her i Danmark. Be­ varelsen af historiske Monumenter fra de nærmeste som fra de fjerneste Tider bør ikke være afhængig af noget som helst æsthetisk System, men overgives til den omhyg­ geligste historiske Varetægt. Kun sand Ærbødighed for Mindets moralske Værd kan frelse der, hvor den lunefulde Smag altfor ofte snører sig i Forstandens kolde Pantser og, som om den var en tro Allieret af den almindeligste Prosa, spørger om, hvad Nytte den kan have af det, der ej ligner den.« Det andet Aar (1833) skulde væsentlig anvendes til det nordlige Jylland. Dog var der endnu først en Del at gjøre i Koskilde, hvor Altertavlen i Domkirken, og den gamle Frue-Kirke blev omhyggelig gjennemgaaede. I Begyndelsen af Juli gik han over Kallundborg til Aarhus. Ved hans første Besøg der var det især Domkirken, der havde fængslet ham; denne Gang ofrede han sin Tid mest paa Frue-Kirke med de interessante Levninger af Klosteret, som nu bruges til Hospital; men ogsaa ved Domkirken var der Adskilligt at indhente, og hans modnede -Øje forstod nu Meget, som tre Aar tidligere var ham gaadefuldt. Derfra begav han sig til Mariager, medtagende hvad der fandtes af Landsbykirker enten 16*