NielsLauritsHøyensLevned_1872

239

kunde et nærmere og inderligere Samliv begynde imellem de to Venner, den Gamle, der havde læst og sét saa Meget, havde forstaaet og nydt det og bevaret det frisk i sin Aands Skatkammer, og som endnu med samme Glæde og Iver greb Alt hvad godt der blev budt ham, og den unge Mand, som med utrættelig Arbejdsomhed satte sig ind ikke blot i Grækernes og Nordboernes, men i Finner­ nes, Slavernes, Indernes, Persernes Oldsagn og religiøse Forestillinger. Med hvilken Troskab han har forstaaet at opfatte og gjengive de forskjelligste Tider og Nationaliteter, derom vidne blandt Andet de Folkesagn, han bearbejdede og i en ægte poetisk Gjenskabelse udgav i 1865. Om­ fanget og Dybden af hans Studier kjendte kun hans Nær­ meste, og først og fremmest Høyen. Hvor godt Fibiger kjendte Høyen, hvorledes han elskede ham og forstod at vurdere ham, derom aflagde han et offentligt Vidnesbyrd, i de Ord, han talte ved hans Kiste. Det var egentlig først i de sidste 20 eller 25 Aar, at Høyens Omgangskreds ogsaa udvidedes til Videnskabsmænd. En fremragende Plads iblandt disse indtog Historikeren C. F. Al l en; vi kunde ogsaa nævne Professor S t e p h e n s og mange Andre; men Høyens og hans Huses nærmeste Omgangsvenner var D. G. Mo n r a d og C. PI oug,og deres Familier. Det var ikke Politiken, der havde ført dem sammen, men private Forbindelser — Monrad var en Plejesøn af Høyens Svoger, Pastor L. Westengaard i Odense, og Ploug blev gift med A. Hages Datter — og Politiken spillede heller ikke den fornemste Kolle i deres Samliv. Det forstaar sig selv, at Høyen delte de samme Grundanskuelser som disse Mænd, og i Følelsens Varme stod han ikke tilbage for Nogen af dem; men han følte ogsaa, at Politiken ikke var hans Kald, og medens han