NielsLauritsHøyensLevned_1872

226

at skrive Danmarks Konsthistorie i dette Tidsrum; thi der er næppe en Eneste, selv af dem, som i de senere Dage plejede at regne sig for hans Modstandere og Fjender, uden han til visse Tider har bejlet til Høyens Venskab, og Høyen var ikke den, der var ligegyldig imod venlig Imødekommen; men skulde det blive mere end et høfligt Svar paa en høflig Tiltale, da maatte der være Sandhed i Henvendelsen. Høyen fordrede Sandhed, Ærlighed og alvorlig Stræben i Livet som i Konsten, og disse For­ dringer stødte Mange tilbage. Jeg har et Brev liggende for mig fra en endnu levende Maler. Han havde ikke faaet sagt Farvel til Høyen inden sin Afrejse og skriver derfor til ham fra Tyskland: »Jeg fik desværre ikke Tid til personligen at bringe Dem min Afskedshilsen og hjerte­ lige Tak for deres udviste Velvillie imod mig, saalænge jeg har havt den Ære at være kjendt af Dem. Ja, Hr. Professor! det er ingen tom Ytring, naar jeg siger Dem, at jeg føler dybt, at De og ingen Anden var den Mand, der ved Deres strænge, men retfærdige Kritik over mine Arbejder gav min Aand det høje, selvstændige Sving, som den har tilkæmpet sig, og min Pensel den heldige Sam­ klang med hin, uden hvilken mine Præstationer, ved Andres, som jeg troede rigtige Bedømmelse, ofte kun førte mig paa Afveje, der altid bragte en forstyrrende Virkning i mine Malerier.« Læseren vil let tænke sig, at den talent­ fulde unge Konstner, der nu mente at have havt al den Nytte af Kritiken, som han kunde have, og alt troede at have naaet Maalet, fra dette -Øjeblik af ikke mere' gik frem; han er bleven staaende, hvor han var for 30 Aar Aar siden. Men man vil ogsaa let kunne forstaa, at han ikke efter sin Hjemkomst fra Udlandet søgte Høyen, og