NielsLauritsHøyensLevned_1872

221

Konstnersjæl, tænksom og fuld af Følelse for Skjønheden, og utrættelig i sit Arbejde og i sin Stræben. Det var en høj, smuk Mand, rolig og beskeden i sit Væsen, men fast af Charakter. Høyen gjorde hans Bekjendtskab i Rom, og sluttede sig strax nøje til ham; begge vare de lige be­ gejstrede for den classiske Oltids Fuldendthed, og grebne af de nordiske Oldsagns Storhed og Alvor. Freund, der arbejdede under Thorvaldsen og beskedent underordnede sig under den store Mester, saa at han endog uden Knurren overlod ham den Bestilling, der først var gjort hos ham selv, Apostlerne til Frue Kirke, glemte ikke de nordiske Emner, hvormed han havde syslet allerede før sin Afrejse fra Hjemmet, men Hjemmets Erindringer greb ham med dobbelt Magt under de fremmede Omgivelser, og han brændte af Begjærlighed efter at føre dem frem igjennem Konsten. Allerede inden Høyen forlod Rom (1825) syslede han med de store Compositioner, der siden forenedes i Ragnaroksfrisen paa Christiansborg Slot. Han kom tilbage til Danmark, og blev Professor ved Akademiet 1828. Under de indskrænkede Forhold her hjemme var det ham den største Trøst at have Høyen ved sin Side. Dette viste sig blandt Andet ved det dristige Forsøg, han gjorde i 1838 med at anvende Farver i Relieffet. Han skulde udføre et Gravmonument over Høyens Svigerforældre, Provst Westengaard og Hustru i Kundby. Han fremstillede her den kloge Brudejomfru, der omhyggelig passer sin Lampe i Forventning om den kommende Herlighed. Monumentet var af brændt Ler, og derfor, efter de Gamles Skik, malet. Publikum, som var uvant til at se Sligt, fandt det sært og frastødende, da de saa det paa Udstillingen. Høyen søgte i sin Kritik i Konstbladet at stille dem paa det