NielsLauritsHøyensLevned_1872

202 hver for sig at høre hans Dom. Det var en af de første Gange, han deltog i en Concursbedømmelse, og han manglede Erfaring; men han havde ikke Lov til at tie, og de Domme, han ytrede, forstod han at give Grunde for. Han kom saaledes imod sin Yillie til at spille en betydelig Rolle ved Bedømmelsen, og da det afgjørende Møde kom, og Debatten spredte sig i det Uendelige, var det ham, der maatte mægle og beherske Striden. Udfaldet blev, at Ingen, hverken Maler eller Billedhugger, fik Me- daillen. Den følgende Morgen skulde Akademiets Medlem­ mer atter samles, og Dommen bekjendtgjøres for de for­ samlede Concurrenter. Konst-Professorerne havde rigtignok alle paa en eller to nær været enige i den fældede Dom, men de havde dog Betænkeligheder ved at paatage sig Ansvaret for den, og bestemte Høyen til at være Ordfører. Han vilde nødig; men det gik ikke an at spilde Tiden med Vægring og Complimenter. Han gjennemgik Arbej­ derne for Concurrenterne, og endte med en lille Tiltale til de unge Konstnere, hvor han paa en smuk og hjertelig Maade opfordrede dem til fortsat, ivrigt Arbejde. Da Akademiets Medlemmer atter vare alene, kunde de ikke noksom udtale deres Taknemmelighed og Beundriug for Taleren. Ikke blot Hetsch, Freund, Møller, Thiele og Eckersberg faldt ham om Halsen og takkede ham med Taarer i Gjnene, men selv den gamle Blomstermaler Fritsch gav ham Broderkysset. De bad ham instændigt om at udarbejde hvad han havde sagt, for at det, naar Concurs- Arbejderne blev udstillede, kunde trykkes som hele Akade­ miets Dom. Høyen lovede det; men han sagde rigtignok med det Samme til sig selv, at naar den første Hede var forbi, vilde denne Plan sagtens blive opgivet. Og ligesom