NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

5. Opofrende Venner og farlige Fjender.

47

Paa lignende Maade som Finderen staar Sam­ leren til Museet. Snarest skulde man tro, at der maatte være et Modsætningsforhold mellem de to Par­ ter, der lige gerne vil erhverve og beholde værdifulde og mærkelige Sager, og i andre Lande er dette ogsaa sædvanlig saaledes. Men i Danmark har der tvært­ imod bestandig været et nært og fortroligt Forhold. I Museet var der den rette Forstaaelse af Samler­ interessen og Blik for, at Samleren er en højst værdifuld Medarbejder; desuden viste man en fornuf­ tig Taalmodighed i Kraft af det gamle Ord: »Museet lever længst; det kan vente«. Men er der noget, som det ikke kan vente med, noget som har fremragende Betydning navnlig for Studiet, saa er det Skik, ifølge gammel Tradition, aabent at udtale det og at fremføre en Bøn om at afstaa det til Museet. »Jeg havde rigtignok ikke tænkt, at De skulde have det endnu«, svarer en kyndig Privatsamler og bekendt Apoteker; »men De fik jo ogsaa Dupskoen med Runeindskrift straks, da jeg havde faaet den«. Det drejer sig denne Gang om et herligt ornamenteret Bronzestykke. Offeret bringes uden Betænkning. Det har altid været anerkendt, at Nationalmuseet skulde have, hvad det nødvendig be­ høver. »Jeg bringer Dem mit Hjerteblod«, siger Høj­ skoleforstanderen, »denne mærkelige, buede Flint­ mejsel, som Museet ikke har Mage til, har jeg altid holdt højt i Æ re; men jeg mener, at jeg ikke længere selv bør beholde den«. Ikke blot til de egentlige Samlere, men ogsaa til andre Ejere a f Oldsager staar Museet i stor Taknemlig­ hedsgæld for mange af dets bedste Sager, og dette Forhold er ikke undergaaet Forandring gennem Tiderne. »Det var min Faders store Glæde og Stolt