NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

46

Nationalmuseet.

havde Betydning, fulgte med Takken et lille Penge­ beløb i Paaskønnelse af Indsendelsen. Det alminde­ lige Forhold blev: fra Finderens Side en skyldig Gave og fra Museets en skyldig Paaskønnelse i Penge. Men et Køb var dette ikke: Hengivenheden hist og Taknemligbeden her var det fremherskende i Sagen. Dette sjældne og smukke Forhold er væsentlig uforandret den Dag i Dag. Finderen indsender Old­ sager, for at de skal komme paa rette Sted, og fordi han ønsker at bidrage til Museets Forøgelse. Museet modtager Fundet som et Bevis paa Velvilje og brin­ ger sin Taksigelse. Men i øvrigt har Forholdene ud­ viklet sig saaledes, at Indsenderen nutildags venter at modtage en passende Godtgørelse, og at Museet altid yder den, og da ikke som i gamle Dage en ringe Paaskønnelse, men et Pengebeløb, der svarer til Sager­ nes virkelige Værdi i Handel og Vandel, endog med en Forhøjelse under Hensyntagen til den særlige viden­ skabelige Betydning, som de kan have, og til den Omhu, hvormed de er behandlet. Denne Forandring er kommet ganske naturlig. Efterhaanden har Oldsager faaet en virkelig Værdi, og det er ikke længere de gamle knappe og beskedne Tider. Ikke mere end billigt er det da, at Nationalmuseet godtgør Værdien og det rundelig, da der nutildags er saa stor Rift om Oldsager, ja, med et Tillæg, naar Fundet har en sær­ lig Betydning. Men heller ikke nu staar der Salg og Køb mellem Finder og Museum. Som i gamle Dage er det Hengivenhed og Taknemlighed, der knytter de to Parter til hinanden, hvortil der nu fra Finderens Side er kommet en smuk Tillid til, at Museet ud­ betaler, hvad der rettelig tilkommer enhver, og fra Museets Side en Følelse af Forpligtelse til at handle i Overensstemmelse hermed.