NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

14

Nationalmuseet.

lige faar Plads i Haandbøger, og saaledes deles det ud til de mange Hjem. Til sidst ved man ikke, hvor- fia det kom; men Kilden, hvoraf det hele vældede, er Nationalmuseet. Hvad der nu om Stunder vides om Oldtiden, kan ses al Bogen »Vor Oldtid«, som udgaves for faa Aar siden. Sammenlign hermed Skriftet »Danmarks Oldtid, oplyst ved Gravhøje og Mindesmærker«, der ei omtrent 5 0 Aar ældre, og det vil ses, hvor over­ ordentlig stærkt vor Kundskab er udvidet i dette halve Aaihundiede. Gaa saa endnu lige saa langt tilbage, til Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da Museet blev grundlagt, og se, hvad der dengang vidstes. Om alle de Stensager, som vi nu ved er Økser og Mejsler, Dolke og Knive, beviste en lærd Professor ved vort Universitet, at de var gjort for at forestille Toidengudens Vaaben, hvormed det tænktes, at han kæmpede mod Trolde og Jætter; de var et Slags hel­ lige Billeder eller Symboler paa Gudens' Magt. Og dette anpnstes af Samtiden i høje Toner som den vigtigste og heldigste Opdagelse, ja selv af den sunde og klart seende Mand, der stiftede Nationalmuseet. Om en Sten- og Bronzealder vidste man intet; det blev almindelig antaget, at Nordboerne benyttede Jernet fra de fjerneste Tider. Endnu ned imod Midten af fonige Aai hundrede kunde det drøftes, om Stendys­ serne dog ikke var Oiferaltere, idet Blodet udgødes paa Dækstenen og Gravrummet var Gemmested for Helligdomssager. Ikke fjernere ligger alt dette fra os end at, vel ikke selve Forestillingerne, men dog Be­ nævnelserne endnu lever; der kan endnu høres tale om Toidensten og Offerknive, Altere og Tingsteder. Ved deu Tid, da Museet blev oprettet, skrev den, som var den kyndigste paa dette Omraade, at alt,