NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927
AF ALMUELÆRERINDESKOLENS SAGA 9 7 Familie fejrede deres Løvhyttefest. Promenadegange eller »Legeplads« kendtes ikke. Om Vinteren blev Stuen oplyst ved Gas, Fiskehaleblus. Lærerkredsen var ideel; enhver kan overbevise sig derom ved blot at høre Navnene. Frøken Zahle og Pastor Hohlenberg: Religion. Professor P. Hansen og Anna Hjort: Dansk. Kandidat Scharling og Komtesse Molt- ke: Historie. Hr. Scharling havde ogsaa Geografi, Anna Hjort Regning, Prosektor Valløe: Zoologi, Margrethe Lange: Botanik, Pastor Frederik Nielsen: Pædagogik og Psychologi, Professor Helsted: Tegning, Frø ken Stremme: Skrivning, Frøken Krarup: Haandarbejde. Men vi, Ele verne, var ikke ideelle. Vi kunde for lidt, da vi begyndte Læsningen, og der skulde kunnes saa meget, huskes. Vi kunde gladelig forveksle Sa muel og Salomon; det var os ikke klart, hvad Forskel der var paa Evan gelierne; mange af os kendte kun Verdenshistorien fra Koefods lille Morskabsbog; vi havde ikke drømt om, at Danmark ejede saa mange »Højder«, eller at Limfjorden var noget saa indviklet. En klog Mand har for nogle Aar siden sagt: Hukommelseskunstens Tid er forbi, nu har vi Papir og Sværte. Det kommer kun an paa at føle dybt, tænke klart, ville stærkt. Men i 1873—74 stod endnu Udenadslæren højt i Kurs. Den ellers ud mærkede Eksaminator i Religion satte ikke Pris paa fri Gengivelse af Jesu Taler og kunde endogsaa godt lide at faa Makkabæernes Nedgangs steder nøjagtig gengivet. — Vore Lærere var heldigvis ikke Indøvere, at repetere maatte vi selv om, og det gjorde vi grundigt, selv i den 8 Dages Sommerferie og paa Søn- og Helligdage. Men netop ved, at der ikke egentlig blev »slaaet meget fast,« kom der en Friskhed over Timerne, som var meget værd. Der er to Timer, der for mig staar, som om jeg lige nylig havde op levet dem, skønt de ligger 50 Aar tilbage i Tiden. Hr. Valløe, den fine smukke Mand, hvis Timer lignede ham selv, talte om Danmarks Fugle. Vi var ikke længer i den ret varme Skolestue, vi gik under hvælvede Bøge og henad en Markvej. Den Dag lærte vi Hr. Valløe at kende. Da han faa Aar efter døde langt herfra, i Syden, skrev Molbech et Mindedigt i »Fædrelandet«. Jeg standsede ved Linierne: »under hans flagrende Lune paa Bunden Alvoren laa, gemt, som naar rislende Bølgerne gaa hen over Guldsand, der glimter fra Grunden.«
Made with FlippingBook