NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

N A T A L I E Z A H L E S N Æ R M E S T E M E D A R B E J D E R E

5 9 i den Sang, som blev citeret i et a f Versene ved hendes Afskedsfest os; som det fra hendes Tid er Tradition at synge, naar Seminaristerne samles sidste Gang før Eksamen:

A ltid frejdig, naar du gaar V eje, G ud tør kende, S elv om du til M aalet naar Først ved Verdens E n d e .------------ Kæm p for alt, hvad du har kært Dø, om saa det gælder. D a er L ive t ej saa svært, Døden ikke heller.

Gomtesse T h u s n e l d a M o l t k e er født d. 21. Februar 1842 i Itzehoe, hvor hendes Fader var Udskrivningschef. I 1853 arvede han Espe og Bonderup, og det blev for Familien en Aabenbaring at komme til det skønne Sted og leve Herregaardsliv efter de nøjsomme Kaar, de hidtil havde haft. Det var ogsaa fornøjeligt at komme paa Besøg paa de andre Herregaarde, f. Eks. paa Glorup og Basnæs, hvor de traf »Eventyrman­ den« H. C. Andersen og Forfatteren Saint Aubain (Carl Bernhard), som Børnene foretrak, fordi han forstod saa godt at lege med dem. Den Slægtning, som havde mest Indflydelse paa den opvoksende unge Pige, var Farbroderen Vilhelm Moltke. Han havde været Amtmand i Hol­ bæk, men blev ramt af en uhelbredelig Sygdom, der gjorde, at han til­ bi agte sin meste Tid i en Rullestol, strikkende og læsende Fædrelands­ historie. Han var en ivrig Grundtvigianer, aandfuld og stærkt inter- esseiet i Poesi og Historie. Han spillede Salmer og Sange, citerede lange Digte og fortalte om Svend, Knud og Valdemar og Frithiofs Saga saa spændende, at hans Fortællemaade senere gik igen hos hans Niece. Hun maa være født Lærerinde, for allerede som ijaa rig bad hun sin Fader om Lov til at undervise nogle Bønderbørn i en af Stuerne paa Herre- gaarden. Hendes første Elever var den lille Karen Marie og en Bonde­ dreng, der senere kom til Kina og derfra sendte hende en Dug til Tak for Undervisningen. I denne Begyndelse paa hendes Liv var Grundtonen slaaet an, det grundtvigske med al den Friskhed, som det havde i Begyndelsen, og det folkelige. Det er de jævne Mennesker, der staar hendes Hjerte nærmest;