NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

EDV. LEHMANN

30

til, og hun begrænser dens Indflydelse til en opmuntrende og ved sin Storhed løftende Kraft, der hjalp hende til med bedre Mod og i større Stil at søge sine Idealer virkeliggjorte. Hvor det Grundtvigske metodisk gaar ud over hendes eget, føler hun sig snarest frastødt deraf; og alt, hvad der kan kaldes Friskolemanerer, er ikke blot hendes grundige og ordent­ lige Arbejdsnatur imod, men er omtrent det modsatte af, hvad hendes selvprøvede Pædagogik gik ud paa. Den hører hjemme i en ældre, for­ standigere Tid. Men efter sit Indhold og sin Retning bliver den Grundtvigske Aand hende en romantisk Frigørelse. Den løser og iværksætter Kræfter, der slumrede i hende, men som ikke forhen var hende fuldt bevidste, idet den indstiller hende paa det historisk-nationale, og i Enhed hermed det religiøse, som hendes naturlige Anlæg maatte henvise hende til. Her havde hun sin Begavelse; var Evnerne gaaet i naturvidenskabelig Ret­ ning, vilde de utvivlsomt være blevet vakte under hendes Ophold i Pro­ fessor Eschrichts Hus eller under senere Samkvem med ham. Thi denne var ikke blot en af Tidens betydelige Fysiologer, men tillige levende in­ teresseret i at udbrede Kendskab til sin Videnskab og andre Naturviden­ skaber, hvorom hans folkelige Foredrag vidner. Frøken Zahle indrøm­ mer villigt, at dette Bekendtskab gjorde hende opmærksom paa Natur­ fagenes Vigtighed, og naar hun senere traadte saa aabent i Skranken for Fysiologien som kvindeligt Skolefag, kan hun vel takke Eschricht for de første Impulser dertil. Men noget afgørende blev dette ikke for hende. Hvor hun skal bestemme Skolelivets aandelige Indhold og egentlige Kundskaber, er det bestandig det historisk-poetiske paa national og re­ ligiøs Baggrund, hun fremhæver. Hun tilhører med andre Ord Roman­ tikkens Kultur, og det er kun i den, hun af fuldt Hjerte og med alle sine Evner kan virke. De skønne Virkemidler, denne Kultur rakte hende, den danske Guldalderlitteratur, Sagafortællingens Fornyelse, Psalmedigt- ningen og den historiske Belysning af Kristendommens Liv — alt dette besjælede det levende Ord, som hun selv havde fundet Vejen til. Men metodisk lod hun sig ikke lokke; sin Orden og Grundighed fraveg hun aldrig. Naar hun lagde Planer, var det, for at de skulde kunne gennem­ føres ; lærte hun Børnene noget, var det, for at de skulde lære noget deraf. Denne Fasthed i Anlæg og Gennemførelse gav hende den overlegne Sikkerhed i den pædagogiske Debat, som man f. Eks. kan iagttage i hen­ des Bog »Om Kvindens Uddannelse her i Landet,« hvor hun lige saa be