NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

NATALIE ZAHLE

2 3

skueiser med den rolige Taalmodighed, der alene overbeviser og indgy­ der Tillid.« Hun forstod i Skolens daglige Liv at virkeliggøre dette, og vel at mærke: uden Sentimentalitet, ofte skæmtefuldt. Hendes Mildhed var præget af Fasthed og Ro og af den Værdighed, som hendes i Virkelig­ heden tilbageholdende Natur gav hende. Dog kunde den strenge Alvor, der laa til Grund for det hele, lede hende til en moraliserende Iver, som tog for tungt paa Tingene og derved skød over Maalet. Thi det var ved aandelige Midler, ved personlig Paavirkning, hun i alle vanskelige Til­ fælde søgte at retlede Barnet, og den store Autoritet, hun havde over dem, gav denne megen Vægt. Hun nøjedes mindst af alt med at under­ vise; hun vilde opdrage: gennem Undervisningen, gennem Skolelivet, gennem Samlivet. Det maa nemlig ved al hendes Skolegerning betænkes, at hun fra før­ ste Færd havde tænkt sig den som et Samliv. Det var ikke Barneskolen, men Lærerindeuddannelsen, hun oprindeligt stilede efter, og denne vilde hun helst have gennemført som et fuldt Ophold af hjemlig Art. Da det i Stedet for til en Begyndelse blev til Skole, forenede hun hurtigt denne med et Pensionat, et Skolehjem for unge Piger, der tillige fik Undervis­ ning hos hende, og dette beholdt hun, saalænge det overhovedet var muligt, som en temmelig stor Afdeling ogsaa i det nye Skolehus. Her kunde Hjemligheden raade; hun skabte et Familjeliv i gode, gammel­ dags Former for dem, der paa denne Maade tyede til hende, deriblandt for de mange norske unge Piger, der i Aarenes Løb gennem hende fik en fast og for begge Parter betydningsfuld Tilknytning til Danmark. Hvor hun ikke selv kunde byde et Hjem for Børnene, vilde hun i hvert Fald gøre Forbindelsen mellem deres Hjem og Skolen saa inderlig som muligt. I alle sine oprindelige Ordninger sigtede hun paa dette; men saa megen Glæde hun havde deraf, saalænge det lykkedes, saa mange Skuffelser beredte det hende dog efterhaanden. Jo større en Skole bliver, og jo videre Kredse den ogsaa socialt kommer til at omspænde, jo van­ skeligere kan et saadant personligt Samarbejde opretholdes. Skolepro­ grammerne fra den ældre Tid, særligt i 60 erne, bærer Vidne derom. Saaledes er der et stedse stigende Besvær med at holde Hjemmene under­ rettede om Barnets Flid og Evner. Karaktergivningen indskrænkes, burde helst helt erstattes af Vidnesbyrd; men ogsaa disse viser sig util­ strækkelige. I Programmet af 1868 bekender Frøken Zahle: »Det var i