NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927

OVE JØRGENSEN over ved at lægge en Time til Faget paa Bekostning af anden Kundskab. Men det lider desværre under mere. Det eneste lovbefalede Indblik i Verdenskunsten, der forundes Gymnasiet, er forbeholdt en Kunst, der for Maleriets Vedkommende er fuldstændig tabt, for de andre Kunsters næsten. Undervisningen i Architektur indskrænker sig væsentlig til det græske Tempel (o: dets Skal, for til Kærnen kender vi meget lidt), der jo er ikke saa lidt af en naturstridig Undtagelse, et Skærmbræt, der skjuler den egentlige Bygning og næppe kan belyse Grækernes Blik for Bygnings­ kunst. Hovedvægten burde snarere lægges paa den langt rigere repræsen­ terede romerske Bygningskunst, der har været den levende Kilde til al senere europæisk og islamitisk; men det lader sig næppe naa i det haardt forspændte Fag. Langt større Fordele frembyder Skulpturen. Men her er man desværre ofte faldet for Fristelsen til at undervise i Kunsthistorie, ja selv Kunstner­ historie, Begreber, der — endnu i alt Fald — ikke existerer for den antike Kunst. Atter her imødekommer man i stort Omfang Modernismens Smag for Andenhaandskunst. Man opstiller en Udvikling paa Grundlag af Kopier efter Myron, Polyklet, Phidias og søger paa bedste Beskub at indordne de bevarede Ensembler af dekorativ Tempelskulptur, der for Grækerne selv stod som noget underordnet. Man synes at savne Blik for, at det Ideal, der foresvæver den moderne Kunsts Historie som et uop- naaeligt Gode, Kunsthistorien uden Navne, har Muligheder for at reali­ seres i Oldtidens. Vi besidder efterhaanden saa mange første Rangs Kunstværker fra Oldtiden, at vi roligt kan lade Navne og Kopier ligge (de tilhører Archæologien, der mærkelig nok er blevet overset af Skolens Fagtørst) og undervise i Kunstbetragtning. Flere Kunstværker har spillet en verdenshistorisk Rolle for Kunstens Glanstid: Den belvederiske Torso (Michelangelo) og den barberinske Faun (Bernini) har været Fødsels­ hjælpere for hele Perioder af Verdenskunsten, der var ufølsomme for Myrons Diskobol. Hvis endelig Kopier skal fremdrages, maa det ikke være Phidias’ Parthenos eller Praxiteles’ Firbendræber, men den vati- kanske Apollo og den medicæiske Venus; thi for dem har de største Kunstnere knælet. Andre Kunstværker har paa forunderlig Maade fore­ grebet senere Tiders Kunst. Rubens har ikke kendt det pergamenske Alter, men den jublende Forherligelse af Legemets Bevægelse er den samme. Ogsaa her har altsaa Oldtidskundskaben — ringe Tid, men rige