NatalieZahleTilMinde_1827-1852-1927
i 6
EDV. LEHMANN
var livfuld, ja ildfuld, og han interesserede Børnene og gjorde Faget gældende for dem, baade Modersmaalet selv og den hjemlige Litteratur. Den kloge Bestyrerinde forstod at skatte alle slige Kræfter; men hun forstod ogsaa at drage den udmærkede Fagdygtighed til sig, hvor dette krævedes. Naturfagene fik hos hende saa dygtige Repræsentanter som Botanikeren Vaupell og Anatomen Knud Valløe, der tog Zoologien op; Geografen Løffier, som tjente sine Sporer just paa denne Skoles Lære stole, førend han besteg Universitetets. Kommer nu dertil en saa kraftig og veltalende Historielærer som Jens Nørregaard, den senere Højskole mand, og saa fine Fortolkere af Litteraturen som Digterne Christian Richardt, Gotfred Rode og Topsøe, og hører man endelig, at Henrik Rung var Skolens Syngemester, saa har man her, allerede gennem disse Navne, et Billede af det Kræfternes Spil, som drev dette Skoleliv op til dets første Højde. Men den egentlige Stab, ja selve Organismen, ud gjordes dog af Lærerinderne; Lærerne var efter Sagens Natur mindre fast knyttede til Skolen og jo i Reglen blot for en Tid af deres Liv. Som Lærer havde Natalie Zahle den Fordel — hvad hun selv ansaa for en Mangel — at være utilstrækkeligt oplært i sin tidlige Ungdom. Hun blev derved tvungen til selv at erhverve sig nødvendig Kundskab og finde sine egne Veje. Thi hvad der gælder for Jævnmaalet af en Lærer stand, at en omhyggelig Oplæring og Indøvelse er den uundværlige Be tingelse for en heldig Undervisning, det gælder ikke for den banebry dende Natur. Den ægges snarere af de Mangler, den føler ved sine For udsætninger; den tvinges til større Selvstændighed og til Brud med den herskende Tradition. Fra Klagen over sit eget til Kritikken over de andre — alle de store Pædagoger har maattet træde denne Smertens Vej, fra Gomenius til Rousseau, Pestalozzi og Grundtvig. Disse første Lærerindeaar, hvor den unge Natalie hemmeligt maatte lære sine Lektier om Aftenen, førend hun kunde undervise i dem om Morgenen, grundlagde den Forberedelsens Alvor i hende, som hun be varede til det sidste. Hun erfarede derunder, at til en virkelig levende Undervisning hører en bestandigt fornyet Sagkundskab, en stadig For dybelse i Emnet. Hun adskilte sig derved heldigt fra den lærde Fag lærerstand, som gennem en langvarig og yderst møjsommelig Universi tetsuddannelse er blevet saa overudrustede med Kundskab, at de be tragter sig som forsynede for Livstid; men hun hævede sig endnu højere
Made with FlippingBook