NatalieZahle_1914

300

Interesse af at følge andres, og, hvad der er betegnende for hendes hele Væsen, hun uddrog næsten altid Belæring af en saadan, selv om den havde drejet sig om tilsyneladende ligegyldige Emner. — Men kom hun i Selskabet i virkelig S a m t a l e med en Mand eller Kvinde, hos hvem hun følte Interesse for sin Livsgerning, kunde hun give sig helt hen, blive helt ivrig og veltalende, og hun havde da aldrig Betænkeligheder ved saaledes at træde i Forgrunden, — det var jo ikke sig selv, men sin S a g , hun talte om, og d e n kunde hun dristig bringe frem. Mange Sejre har hun vun­ det, og Venner og Forbundsfæller har hun skabt sig under saadanne Samtaler, der begyndte som en almindelig Bord­ konversation. Glædede en og anden Frk. Zahle med at bringe lidt hjem­ lig Sang og Musik ind til hende i Dagligstuen, var hun meget taknemmelig herfor, og hvert Pust fra Livet u d e f r a , hvori der sporedes Vækst, Haab, Begejstring havde en fængs­ lende Magt over hendes Sind. Især var hun lydhør over for alt, der vidnede om A lvor og Kraft i Folket; alt, hvad godt der kunde fortælles hende om Danmark og de nordiske R i­ gers Nutidsstræben og Fremtidshaab, tog hende om Hjertet og spredte det Mismod, der tit kunde lægge sig knugende over hendes Sind, fordi hun syntes, at Folk og Lande »var stedt i Vaade«. Endnu Halvaarsdagen før sin Død, d. n . Febr. 1913, deltog hun i Nationaltidendes Enquête om »Danmarks Værn« og udtalte i sit Indlæg en varm og levende T ilslut­ ning til Forsvarssagen. — Søndagene var fredlyst. Kirkegan­ gen, i tidligere T id i Vartov, senere i Frederikskirken, hvis Præster, J. H. Monrad og P. M. Larsen, Frk. Zahle var knyt­ tet til i stor Hengivenhed, var hende dyrebar, og et af de haardeste Savn, hendes Alder og tiltagende Svaghed bragte over hende, var det, at hun maatte opgive Søndagsgudstjene­ sten i Kirken, — den stille Andagtsstund i Hjemmet kunde ikke tages fra hende. Søndag Eftermiddag og Aften tilbragte hun i de senere Aar næsten altid sammen med en lille