NFSGrundtvigsLivOgGjerning

nerva«, Maj 1 8 0 7 , tilegnede han »Nordens Nyerup, hin sagakyndige, som et svagt T egn p aa sin fulde Høj­ agtelse«. I Brevet, hvormed han sendte N yerup disse »Bemæ rkninger i E ddas Forgaard«, for at han kunde afgjørev om de fortjente at offentliggjøres, b etegn er han dem som »det tro este A ftryk af sin nuvæ rende Sinds­ stemning, en glad og livfuld Anelse af gam le Nordens Højhed, p a rre t med tilbagetræ ng t Smerte«. I Indled­ ningen siger han, betegnende for hans Stemning, med H enblik p aa sit første A rbejde, der var en P ro test imod en efter hans Mening utilbørlig poetisk (eller re t­ tere upoetisk) Behandling af de Æm ner, E d d a frembød: »Det lider nu hen mod et Aar, siden jeg vovede at tale den vanhelligede E ddas Sag. Jeg tilkjendegav da min Beslutning at væ re rolig T ilskuer af, hvad andre m aatte virke til en renere E rkjendelse af gam le N ord ; men aldrig kunde denne Y tring væ re mit Væ sens Søn; thi hvorledes kunde jeg aflade at bevæ ge mig i en Verden, hvis Herlighed ene hjæ lper mig at bæ re L i­ vets Byrde? Den var da kun det sm ertebaarne U d­ try k af min T ro paa Umuligheden af et dybere O ldstudium i min Stilling og et uvilkaarligt U db rud af min D atids mørke Stemning. Jeg sagde da med F r e j:

A lfers B estraaler lyser alle D age, m en fry d er ej m ig,

og kun den underlige Parodi over Gudens de dybe, vaandefulde T on e r og A sens betydningsfulde Liv var det, som kunde bringe mig til en øjeblikkelig Beskuelse af D agslyset til K amp for min Helligdom. Jeg har siden gjort et Forsøg paa at blive næ rmere kjendt med