NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 g

Bang lykkelig forløst med en Søn, som den iode der­ efter blev af mig hjemmedøbt og kaldt Nicolaj Frideric Severin«. Den 8de Oktober blev den nyfødtes Daab højtidelig konfirmeret i Udby Kirke. Han blev op­ kaldt efter Biskop (Nikolaj Edinger) Balle og dennes første Hustru, Frederikke Severine, der var Johan Grundtvigs Søster. I Præstegaarden i den dejlige sydsjællandske Egn, hvor den anselige hvide Kirke knejser højt paa Bakken med den prægtige Udsigt over Skov og Sø, voxede Drengen op til sit niende Aar, en Tid sammen med alle sine Søskende, senere alene med Søsteren, med hvem han vel »af og til klamredes lidt, men som for Resten var hans Perle-Veninde«. Som sine Brødre skulde han være Præst — det havde hans Moder alt sat sig for, før han blev født, i Forvisning om, at det var en Dreng, hun bar under sit Hjærte. Nogle Uger før hans Fødsel var Biskop Balle paa Visitats i Præstegaarden, og der faldt Talen over Borde paa den ufødte. Der blev spøget med, at hvis det blev en Søn, skulde han naturligvis studere, og der blev ytret Tvivl om, at der vilde blive Raad dertil. Da tog den djærve Præste­ kone hed og harmfuld til Orde og erklærede, »kjæk i Tro, men og lidt stolt«, at om saa hendes sidste Trøje skulde springe, skulde han holdes til Bogen. Og hun satte sin Vilje igjennem, skjønt det i Førstningen holdt haardt, ikke af økonomiske Grunde, men fordi det tyk­ tes hende grandt at se, at Pogen ikke duede til Bogen, saa tungnem, som han var, til at lære Bogstaverne. Det gik en Stund »under Graad og Hjærtevé«, men saa paa én Gang gik det som en Leg, og saa