NFSGrundtvigsLivOgGjerning

234 Side fortæller Helveg i sin Kirkehistorie, at »det er bleven sagt af dem, der vare den Gang til Stede, at de aldrig havde hørt en saa henrivende Veltalenhed som denne Sinde«1). Allerede et Aars Tid før Grundtvig for at vise, at han ikke agtede at optræde som Sektstifter, havde op­ hørt at prædike, var Udsigterne for ham til en Ansæt­ telse i Statskirken bleven stærkt formørkede. Det var hans Foredrag »Om Polemik og Tolerance eller om Tvist og Taal«, som han holdt paa Roskilde Lande­ mode i Efteraaret 1814, der i saa Henseende blev afgjørende og gjorde en brat Ende paa hans Del­ tagelse i disse Præstemøder. For tredje Gang vendte han sig umiddelbart imod hele Landets Præsteskab og dømte det ud fra sit bibelske Stade, og ingen Sinde havde hans Ord været haardere eller hans Dom mere kategorisk end her. Han begynder med at under­ søge, hvad Tolerance er. »Er det et kjærligt Sindelag, som taaler Fornærmelse, som villig tilgiver, som elsker sine Fjender, som gjærne vil tro det bedste og dømme skaansomt; er dette Sindelag og dets Ytring i en mild, sagtmodig, forsonlig Omgængelse, er det Tolerance, hvo vil da bestride den? Men hvem tør da sige, at den er vor Tids Ejendom, Frugt paa det Kundskabs­ træ, som Voltaire og hans Jævninger plantede, som Jakobinere og Sanskulotter gødede med Blod og smyk­ kede med røde Huer, i hvis Grene Digtere og Talere i Skokketal besang sig selv og Træet, belo og beløj 1) G ru n d tv ig h ar sk ild ret disse „tre D ages H æ n d elser paa D anm arks H ø jsk o le“ i „H ellig trek o n g erly set“ (18x4), h v o raf ovenstaaende S k ild rin g er uddraget.