NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 o 6

»ikke faa iblandt hans mange T ilhængere herefter vil raadføre sig mere med Biblen og mindre med Grundt- vig, og at de med den gode Læ re: F o rag ter ikke P ro ­ fetierne, ville forene den ikke mindre vigtige: V ogter eder for falske Profeter, der komme til eder i Faare- klæder, men indvortes ere glubende Ulve«. Ø rsted indskrænker sig ikke til a t polem isere imod Grundtvigs S tandpunkt og den Maade, hvorpaa han forsvarer det, men giver paa mange S teder en stæ rk personlig Uvilje Luft og kommer jævnlig ogsaa uden for det Omraade, hvor Striden staar, til a t gjøre ham højlig U re t.1) Om trent samtidig med, at Grundtvig som Svar paa Ø rsteds A ng reb udgav e t nyt S tridsskrift »Hvem. er den falske. Profet? Hvem forvirrer Folket?« udkom første Bind af et nyt »Kort Begreb af V erdens K røn ike, be­ trag tet i Sammenhæng«. H an fastholder selvfølgelig i denne langt udførligere anlagte Frem stilling, som for øvrigt ikke blev ført til E nde — der udkom kun dette første Bind, som ender »i en bedrøvelig E g n , ved Babels F loder, hvor H arpen forstummer, og Lovsangen tier« — det S tandpunk t, ud fra hvilket den lille V er­ denskrønike var sk rev e t; den nye skulde blot væ re en videre Udførelse af d enn e, særlig for de første, stæ rk t samm entrængte Partiers V edkomm ende: »Jeg agter, om J) Som f. Ex. naar han siger, at „den Ros, Grundtvig undertiden med fuld Mund tildeler Oehlenschlåger og andre Mænd, som han har talt om i samme Tone, tjener mere til at ophøje den, som dog er dem overlegen, end til at lade hine vederfares Ret­ færdighed“. Hovedmotiverne til Grundtvigs hele Optræden er efter hans Mening aandeligt Hovmod eller Forfængelighed, Man­ gel paa Kjærlighed og saa naturligvis en til Afsindighed græn- sende religiøs Fanatisme.