NFSGrundtvigsLivOgGjerning

167

men græd, da vi saa’, han g ræ d « .1) E n gammel Kone, der var bland t hans Konfirmander i Udby, har fortalt, »med hvilken N idkjæ rhed »den unge Grundtvig« forbe- redede Børnene, og navnlig sidste Gang, han havde dem sam lede om sig, hvorledes han efter i flere Timer, som han plejede, a t have talt med dem og til dem og formanet dem paa det inderligste faldt paa sine Knæ midt i deres K reds og bad for dem med høj R øst un­ der mange Taarer, at dog Herren vilde bevare dem, saa de m aatte blive i hans Pagt. Derefter stod han op, dybt b evæ g et, og gik ind i e t Sideværelse, men de kunde tydelig høre, hvorledes han der i Enrum blev ved at b e d e « .2) — De fattige havde en god S tø tte i den unge Kapellan. »Det huskes saa god t her i Egnen, at P ræ stegaardskarlen en Gang i Saatiden kom ind til den gamle P ræ st og bad om Penge til Sædekorn, for det, der havde ligget paa Loftet, havde Kapellanen ud­ delt til Fattigfolk. D a den gamle spurgte Sønnen, hvordan d et forholdt sig, skal denne blot have svaret: Ja, Fader, hvad prædike vi om? « 3) Men skjønt G rundtvig røgtede sin Præstegjerning med Flid og N idkjæ rhed, saa at han efter Faderens Død af sin P rovst fik d et V idnesbyrd, a t han »med redelig og sindig Iver har arbejdet troligen til sand R e­ ligiøsitets og Sædeligheds F remm e, sam t med Nøjag­ tighed og Duelighed iagttaget Præ steem bedets andre *) Den Grundtvigske Slægt i Udby Præstegaard, af Th. Mø l l e r (Kapellan i Udby), Nordisk Maanedskrift 1874 , I. 2) C. Br andt i Kirkelige Lejlighedstaler af N. F. S. Grundtvig. s - 353- 3) Th. Mø l l e r anf. Afh. S. 55 .