NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2

sig til et noget højere Stade. Selv den saa stærkt lov­ priste Oplysning, som spillede en saa fremtrædende Rolle, at hele Tidsrummet med Føje har faaet Navn efter den, brød man sig i Virkeligheden kun om, for saa vidt den kunde tjene til at fremme praktiske Formaal. Det var til Trods for alle højt klingende Talemaader til syvende og sidst materielle Interesser, Velstand og jordisk Lyk­ salighed, det hele drejede sig om. Vi møde dette Præg af en nøgtern, kun imod det umiddelbart nyttige rettet Forstandighed, hvor vi saa end vende os hen. For Digtekunstens Vedkommende er det i saa Henseende betegnende, at en Lyriker som Johannes Ewald, en af de største, Norden har frem­ bragt, gik væsentlig uforstaaet i sin Grav til Trods for det store Ligfølge, der stedte ham til Jorden, medens andre, der knapt fortjene at nævnes ved Siden af ham, og som nu for længst er glemte, vandt Hæder og Ære, fordi de villig lod deres Digtning træde i det nyttiges Tjeneste eller nøjedes med at kræve Poesien anerkjendt som et Middel til behagelig, særlig selskabelig Underholdning. Og selv Ewald, som i sin Praxis hævede sig saa højt over sin Samtid og staar som en ægte Digter, fordi han helt og udelt hengav sig til sin storladne Inspiration, hylder i Theorien sin Samtids Anskuelser, for saa vidt som han ikke har nogen Anelse om Poesiens Gyldighed i og for sig, men kun ser den som et Middel i højere Formaals Tjeneste. Han »er overbevist om, at Digtekunsten blot blev betroet de dødelige til at lære dem Godheds Pris og den almægtiges Under, til at opflamme højere Dyder, til at gjemme store og efterfølgelsesværdige