NFSGrundtvig_1923

65

Fader syg, og der forefaldt ved hans Sygeleje et gribende Optrin mellem Fader og Søn. Den gamle spurgte, om Evangeliet til Gaarsdagen ikke talte om Johannes Døbers Sendebud til Frelseren- Derefter fortsatte han: »Jeg hedder ogsaa Johannes, og Fængsler er mange Slags, og jeg er i Fængsel.« Da kom Grundtvig i Tanker om, at Faderen mod Sædvane ikke havde hørt noget af hans nu færdige Digt; han hentede det og læste, og den gamle lyttede begejstret og betaget. Han bøjede sig derefter hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse og sagde: »Saa skal Herren trøste dig i din sidste Time, som du har trøstet mig; thi du sang Israels Gud Salmer.« Den 5. Januar 1813 døde Faderen. Grundtvig søgte Embedet, men kunde ikke faa det, og rejste saa igen til København.

VI. GRUNDTVIG I KØBENHAVN. (1813— 1821).

T Løbet af Sommeren 1813 blev den nye Sognepræst i Udby, Sandal, udnævnt, og Grundtvig rejste da ind til København, hvor han i 8 Aar levede et »Eremitliv mellem Bøgerne og nogle faa gode Venner«. Verdenskrøniken og den Strid, den havde affødt, havde lukket mange af de gamle Huse for ham, og han attraaede heller ikke selv det sel­ skabelige Liv, han havde levet forrige Gang, han var i København; men prædike vilde han gerne, og han tilbød flere Præster sin Hjælp, prædikede ogsaa tit, indtil snart alle Prædikestole lukkedes for ham efter det, han kalder »d e t f a r l i g e S a m m e n s t ø d p a a R o s k i l d e L a n d e m o d e 18 1 4«. Han brændte af Iver for at komme til at tale et vækkende Ord til Præsterne og havde derfor om Sommeren 1814 ved en Præstesammenkomst i Maribo talt om Udsig­ terne for Kristi Kirke- Og den 6. Oktober s. A. gav han Møde ved Landemodet i Roskilde og foredrog en Afhandling »om P o l e m i k o g T o l e r a n c e e l l e r o m T v i s t o g T a a 1«. Heri bekæmper han med stærke Ord den Opfattelse, H osendal: N. F. S. Grundtvig. b