NFSGrundtvig_1923

64 k i l d e Ri m«. Han fortæller om det Indtryk, Læsningen gjorde: »Hjerter rørtes under Præstekjoler, og Taarer randt paa Præstekinder til Vidnesbyrd, at over Kirken glimted Lys endnu fra Riddersalen, til Varsel om, at Rosenkilden aldrig tørredes, men stemte ikkun sine Bølger, fordi saa længe Isen raader og værger sig mod Solen, kan ingen Rose gro, og vil igen Herrens Time udstrømme over Daners Mark til Vederkvægelse og Grøde.« Det er helt pudsigt ved Siden af disse højstemte Ord at høre, hvad Grundtvigs Ven og Vært i Roskilde, Adjunkt, senere Provst Daniel Smith, fortæller derom: »De andre For­ handlinger var endte, og de gode Provster havde holdt et dygtigt Maaltid og faaet en Pibe til Kaffen; men, ak! ingen Siesta. De maatte atter op i Landemodesalen, og Klokken 9 begyndte vor Poet og Kapellan- Han sad ved Siden af den gode Amtsprovst Bøgh, vor fælles Patron, som med en Engels Taalmodighed tændte Lysene igen, hver Gang Grundt­ vigs Begejstring spyttede dem ud. Munter var mindre taal- modig, rejste sig og gik omkring og bladede i Bibliotekets Bøger. Men hos de øvrige Amtsprovster gik Naturen over Optugtelsen; de sov, og blandt andre snorkede Provst Ham- mond fælt. Men da løftede Grundtvig sin Tordenrøst, da han kom paa sin poetiske Vandring til Kirkesvalen, hvor han saa Lys, tog Mod til sig og traadte ind og til sin For­ undring ser Ridderkors paa Præstekjoler og alle Bispers Portrætter paa Væggen. Saa raabte han overlydt: »Sidder vel, I Bisper alle, fra Palladius til Balle!« Og saa tiltalte han Biskoppen som »gamle Baltzers Søn«. Bispen tabte Bogen af Haanden, Provsterne vaagnede, og dersom Ham- mond havde haft nogle Haar, saa havde de rejst sig af Skræk over hans stirrende Øjne. Det gik ud paa Aftenen, og det var nær Midnat, da Grundtvig puttede sit Manuskript i Lommen, og vi skulde til at gaa i Halvskumring langs med Omgangen til den store Vindeltrappe, inden vi kunde naa Kirken, hvor Billederne i Maanelys bevægede sig som opvaagnede af Troldmanden Grundtvig. Den forunderlige Hast, hvormed Provsterne trængte sig forbi hverandre, tydede virkelig paa nogen Hjerteklappen, saa jeg og Grundtvig gik allerbagest, og jeg kunde ikke bare mig for at hviske til ham: »De har gjort de gode Prælater bange, og de tæn­ ker: »Den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde.«« Kort Tid efter dette Landemode blev Grundtvigs gamle