NFSGrundtvig_1923

44

Kraft og en større historisk Sandhed end Øhlenschlæger havde gjort det i »Hakon Jarl« og »Palnatoke«. Disse »Op­ trin« maa i det hele regnes for noget af det ypperste, det mest storslaaede, den danske Digtekunst har frembragt. Øhlenschlæger forbavsedes over den Ild og Kraft i Sproget og den Fortrolighed med de gamle Sagn, der havde beriget Grundtvig med saa mange Ord og Udtryk og mange karak­ teristiske Træk i Skildringen. Grundtvig var, skrev han, »sejlet Historien adskillige Streger nærmere paa det poetiske Kompas« end han selv. Her skal ikke nærmere gøres Rede for Indholdet af disse Optrin, der samler sig om »Gorm hin Gamle«, »Harald Blaatand og Palnatoke« og »Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang«. Det maa tilraades alle at læse disse prægtige »Samtaler«, der er let tilgængelige i en ny Udgave fra 1861. Grundtvig kunde under sit Ophold i København 1808— 1810 ikke klage over Mangel paa Anerkendelse. Han var for Brødets Skyld Lærer i Historie og Geografi ved det Schou- boe’ske Institut, en den Gang fordelagtig bekendt Latinskole- Da Drengene fik at høre, at han skulde være deres Lærer, den underlige Kandidat Grundtvig, med det lange, mørke­ gule Haar, som de havde set pile ned ad Gaden i den graa Frakke, mente de, at det nok blev en, de kunde drive Løjer med. Men han beherskede dem fuldstændig ved sit Blik og fængslede dem ved sin Undervisning, saa han kom til at staa i det bedste Forhold til dem. Af hans Elever har den senere Professor og Minister D a v i d omtalt hans Historieundervisning med Beundring, og de Homeriske Digtes mesterlige Oversætter, Chr. Wilster, har udtalt, at han havde Grundtvig at takke for, at »den indre begrundede, fremadstræbende Higen i hans Sjæl fik Vinger«, og at Grundtvig lærte ham »nøje at beregne Anvendelsen af Tiden i hans Discipelaar«. Han sendte derfor siden Grundt­ vig sin Oversættelse af »Iliaden« med Tilskriften: »Digteren og Videnskabsmanden, Pastor N. F. S. Grundtvig med fortrin­ lig Højagtelse fra hans fordums Discipel Chr. Wilster«. I et andet Brev taler Wilster om den Højagtelse, han lige fra Drengeaarene har næret for sin aandrige Lærer, af hvis Skrifter han blandt andet har lært meget Dansk.