NFSGrundtvig_1923

2 2 2

Kirke opretholde, men ogsaa benytte de forsk ellige folk e­ lig e (nationale) E jendomm eligheder, hvad jo ogsaa frem- gaar a f hans gen tagn e L ignelser om Ordet som Sæd og Men­ nesk everdenen som Jordbunden. Jordbundens Art er ingen ­ lunde ligegyld ig m ed H en syn til Sæden s Udbytte. S aaled es i Kirken, hvor Frugten i sit Væsen gan ske v ist altid svarer til Sæden, men i M angfoldighed og Styrke ogsaa til Jord­ bunden. Ordets Frugt maa jo i Sæ rdeleshed være Ord, saa de kristelige L ivstegn maa især g ive sig til Kende som B e­ kendelse, Forkyndelse og Lovsang som Udtryk for den Tro, det Haab og den Kærlighed, der lever i M enigheden. Men — som sagt — M angfoldigheden, R igdomm en og Fylden deri er ingenlunde uafhængig a f Jordbunden. D erfor vil enhver aandfuld og indtrængende Betragtning a f Kirkens H istorie fæ ste Ø jet paa F o lk e k ir k e r n e hos de forsk ellige H oved folk ; og Grundtvig udpegede som saadanne fremtræ­ dende Folkekirker den ebraiske, græske, romerske, engelsk e, tyske og nordiske. Og jo m ere indtrængende han studerede deres E jendomm elighed, des klarere b lev det ham , at de profetiske Ord i de syv M enighedsbreve i Johann es’s Aa- benbaring (Kap. 2 og 3 ) havde deres A nvend else paa de store Folkekirker. D et var ingenlunde nogen ny Tanke hos ham ; thi al­ lerede 1841 havde han skrevet:

sædvanlig Ravnekroge, hvis Engel og hvis Menighed for evig sank i Glemsel ned, før end de kom til Orde. Og dermed gav man sig tilfreds og Sjæle vederkvæged! I denne Lysestagekreds sig Frelseren bevæged! Det var Syvstjem en Aand ved Aand, som i Vorherres højre Haand oplyste Kirkehimlen! O, vogt dig! sagde H erren blid, dit Lys ej bliver Mørke! Men hvad var den Oplysningstid, da Aander skabte Ø rke; da man paa Skriften var saa klog, men oversprang i Aandens Bog Vorherres Sendebreve!

»At O rdet hører Munden til og Skrift er kun dets Skygge, de lærde ej betænke vil, og mens paa Skrift de bygge, de paa den Skrift ej give Agt, som H errens Mund har selv tilsagt hans H jertens Ven optegnet. Paa Antikrist og Babels Fald de fleste vilde grunde, og Rigets Aar og Dyrets Tal udgrunde, om de kunde. Men H errens Breve himmelblaa var alt for jævne og for smaa til stort om dem at sige! Hvor Efesos og Smyrna laa jo vidste Skolepoge, og i de andre fem man saa