NFSGrundtvig_1923

205 melse angaaende ham. Grundtvigs Svar herpaa, dateret den 18. Februar 1845, lyder saaledes: »Kære Ven! Det glæder mig at se af Deres Brev, at De har fast besluttet med Guds Hjælp hverken at give efter ved Daaben eller søge Deres Afsked, se til at blive i den Beslutning og rolig se paa hvad andre vil og faar Lov til at gøre i denne Sag, ønsker jeg Dem af mit H jerte Naade, Lykke og Velsignelse; thi jeg er vis paa, at Sagen da ikke blot vil faa et taaleligt, men et godt og glædeligt Udfald. Hvad jeg har været bange for, var, at Kancelliet i Stedet for at true med Afsættelse, hvor­ til dog vel hører Lov og Dom, altsaa en Lov, der først skal gives, og en Dom, der — saa længe Loven fattes — kun med soleklar Uret kan fældes, skulde have valgt at sejgpine Dem med stigende Mulkter*), hvorved De var bleven nødt til at søge om Afsked og kunde da formodentlig ej en Gang have faaet Sagen for Retten, saa det er noget, jeg ej en Gang har turdet nævne og beder Dem selv endnu at tie med. Angaaende nu Deres Ønske, at Kongen forud maatte vide, hvad Kancelliet har bestemt, da skulde jeg gerne se til at faa Kongen i Tale, og, hvis det ikke lykkedes, lægge Afskriften i Dronningens Haand, naar jeg troede, det kunde gavne Sagen eller Dem; men jeg tror det ikke; thi det videste, Sagen for Øjeblikket kunde drives ad denne Vej, var sikkert, at Kongen befalede Kancelliet først at prøve mildere Midler, og det vilde efter den herskende Tankegang føre lige til Mulk- teringen, som De vist med mig anser for det allerværste.« Til Slutning meddeler han Kierkegaard, at baade det teologiske Fakultet og Hovedstadens Gejstlighed er paa hans Side, og at der derfra vil blive foretaget Skridt i Sagen. Dette forholdt sig rigtigt. E fter nogen Forhandling og en mislykket Henvendelse til Biskop Mynster, nedsatte Kon­ ventet i København et Udvalg (Grundtvig, Professor Engelstoft og Stiftsprovst Tryde), der udarbejdede et Andragende til Kan­ celliet om, at 1) Daaben af Baptistbørn maatte udsættes, naar den ikke uden Tvang kunde iværksættes; og at 2) Præster, som anser den tvungne Daab for uforenelig med Daabens Væsen, forskaanes derfor. Den 13. Marts blev dette vedtaget i Konventet »efter en haard Kamp,« siger Grundtvig, »mod de frafaldne: Spang,

*) Det var netop, hvad Mynster siden foreslog, da ogsaa W. Rothe, C. F. Rønne og E. T. C lausen nægtede at udføre Tvangsdaab.