NFSGrundtvig_1923

204

være mindste Tvivl underkastet. Det gøre han, uden hvem vi slet intet kan gøre! Hilsen fra os alle ved Deres Ven Grundtvig.« Dette Brev fra Grundtvig krydsedes med et andet fra Kierkegaard, hvormed han sendte Grundtvig alle Akter i Sagen. Det ses heraf, at han haaber, at Ørsted, til hvem han privat har henvendt sig, vil være Frihedens Støtte i Kancelliet. I Grundtvigs Svar paa dette Brev bebrejder han Kierkegaard, at denne tager Sagen for subjektivt, som en Sag, der særlig angaar ham og hans Samvittighed, mens det dog er hele Menighedens Sag. Kierkegaard svarer, at skønt han ikke tør nægte, han maaske har tænkt for meget paa sig selv alene, saa er der dog to Ting, han maa gøre op­ mærksom paa: 1) At han udtrykkelig har afslaaet den Udvej, Biskoppen har foreslaaet, at anmode en anden Præst om at udføre Daaben. Og naar han ikke gør det, kan det jo ikke undgaa nogen Embedsbroders Opmærksomhed, at han ved sit Eksempel protesterer mod en saadan Daab. 2) Han føler i Øjeblikket intet Kald til en mere almindelig Kamp mod det falske i den hele statskirkelige Stilling. Hvis han faar Afslag paa sin Bøn, kan der maaske blive et saadant; men faar han Ja, kan man jo ikke nægte andre, hvad der er tilstaaet ham. Biskop Mynster bragte denne Gang Sagen ud af Verden paa en lempelig Maade, idet han formaaede Kapellan N. P. Hansen i Sorø til at døbe Barnet. Saa var der Stilhed indtil ved Nytaarstid 1845, da et andet af Jens Jensens Børn var blevet saa gammelt, at dets Daab ikke maatte udsættes længere. Kapellan Hansen var ogsaa villig til paa Værgens Anmodning at døbe dette; men da han kom til Pedersborg, var Moderen flygtet med Barnet — ingen vidste hvorhen. Dette gjorde et saa stærkt Indtryk paa Hansen, at han erklærede, han ikke kunde have meer med Sagen at gøre. Kierkegaard fik derefter gennem Provsten en Opfordring til at erklære, om han vilde udføre Daaben, naar Barnet blev skaffet til Veje, men sagde naturligvis Nej, hvad han meddelte Grundtvig. Derpaa fik han et meget skarpt Paalæg om øjeblikkelig at døbe Barnet eller søge sin Afsked; men han vilde ingen af Delene, hvilket han ogsaa meddelte Grundt­ vig med Tilføjende af, at han meget ønskede at vide, om Ørsted havde deltaget i Kancelliets Beslutning, og med Ønske om, at Grundtvig vilde meddele Kongen Kancelliets Bestem