NFSGrundtvig_1923

156 Stænderforsamlingen i Roskilde. Men selv om Sognebaandet blev løst, vilde der med Hensyn til Daab og Konfirmation ingen Forandring ske i Hovedstaden.« I de fremførte Motiver finder Mynster ingen Grund til at bevilge Andragendet. Bevillingen er endog betænkelig derved, at den vilde tage sig ud som en Billigelse af Mo­ tiverne. Hvis han blot havde søgt om at konfirmere sine egne Børn, burde man have tilstaaet ham det, »hvorvel Hand­ lingen under de for Haanden værende Omstændigheder mere vilde faa Karakteren af et Skuespil end af en Konfirmation«. Men da Grundtvig søger om at konfirmere andre og at tage til Alters, vil Biskoppen gøre opmærksom paa, at det er efter Grundtvigs eget Valg, at han er uden præstelig Stilling. »Han har tvende Gange efter sit eget Ønske opnaaet Ansættelse i gejstligt Embede, den sidste Gang i en aldeles ikke besværlig Stilling som residerende Kapellan ved Frelsers Kirke paa Kristianshavn. Dette Embede forlod han aldeles frivilligt og det saa pludseligt, at han end ikke var at formaa til at forvalte Embedet, indtil han af Hans Majestæt Kongen var entlediget. *) Hvis han nu har fortrudt dette Skridt, maatte han søge om et Embede . . . . Grundtvigs Tilhørere har ingen Nød; thi der er ingen Mangel paa retsindige, kriste­ lige Præster i København.« Men giver man Grundtvig Til­ ladelsen, vil Seperatismen være organiseret, og det Skisma, hvormed Grundtvig har truet, være iværksat. Efter denne Erklæring af Mynster blev Grundtvigs An­ søgning afslaaet den 10 . Januar 1839 . Men det blev ogsaa den sidste ubetingede Sejr, Mynster vandt over ham. Grundtvig kom alligevel til selv at konfirmere sine Sønner, thi den 19 . Marts 1839 blev Præstekaldet ved Vartov Hospital ledigt, og Kongen lod ham da hemmeligt gennem Kammer­ junker Reedtz i Udenrigsministeriet og Mr. Browne af det engelske Gesandtskab vide, at vilde han søge Vartov, skulde han faa det. Grundtvig havde længe haft Øje paa Vartov som et Sted, hvor han kunde faa en taalelig Præstestilling, idet der ingen anden Sognemenighed hørte til end de stille, gamle Folk i Hospitalet. Men paa »hemmelige Efterretninger« vilde han ikke søge Embedet. Han gik da til Kongen og spurgte sig for. Og da Kongen sagde: »Jeg giver aldrig

*) Dette er, som man veed, urigtigt. Biskop Munter havde af egen Tilskyndelse ordnet Forvaltningen for ham.