Musikforeningens_1

— Fremskridt i musikalsk Dannelse — Menuetter og Engelskdanse, yndede Viser og Opera-Arier eller andre arrangerede Sager. Thielo udgav 1752 et Hefte saadanne „musikalske Galanteristykker“ af de nyeste Virtuoser, hvoriblandt et Par Symfonier, der vare „oversatte“ til Klaver. 1756 tog han sig for i ugentlige Blade at indvie det klaverspillende Publikum i den nyeste Spillemaade. „Mangfoldige spiller, men ikkun ganske faa efter den nyeste Smag“. Og Musikens Gusto, forsikrer han, forandrer sig hvert tiende Aar. I et af disse Blade lovede han at bringe „et artigt Klaverstykke' af Sr. Pergolesi, som kan spilles af et Fruentimmer og en Mandsperson tillige, alt med 4 Hænder paa e t Klaver“. Thielo var især misfornøjet med de unge Damers Musik. „Hvor mange Fruentimmer ere vel i hver civiliseret Pro­ vins, som spiller- godt paa Klaveret? næppe en eller slet ingen. Hvad nytter det, om de endogsaa kunde spille adskillige gemene Viser eller Danse. De blive snart kjed af disse. Drengene synger samme paa Gaden, og deres musikalske Lærdom koster Drengene slet intet. Jeg har kjendt nogle hundrede Fruentimmer, som har lært 1, 2, 3, 4 og flere Aar; i det sjette Aar har de enddog ikke kunnet spille ti Stykker, saa lette og saa almindelige de endogsaa vare“. Han mener, at Skylden laa i hele Opdragelsen, og at de unge Piger intet kunde, fordi de havde for meget at lære. Den sande Grund var dog nok snarere, at Lærerne ikke duede. D e n m u s i k a l s k e D a n n e l s e gjorde efter Thielos Tid store Fremskridt, ogsaa blandt Kvindekjønnet. Ved hyppig Deltagelse i Koncertlivet æggedes Kappelysten, og Smagen udvikledes. Der kom en Tid, da alle Dannede vildé musicere. „Det er nyttigt og ros­ værdigt“, skriver et kjøbenhavnsk Blad i 1787, „at mange af vor Tids unge Mennesker lægge sig efter en Kunst, der ikke er blot Fornøjelsesværk eller Tidsfordriv; naar de ikke forsømme vigtigere Anliggender derved, er det langt klogere at musicere end at gjøre Vers.“ Dilettantismen stod i de to sidste Decennier af Aarhundre- det paa et særdeles højt Trin. „De skulde undre Dem over den Mængde gode Dilettanter her tindes“, hedder det i et Brev til Prof. Gramer af 26. Juli 1783, og man kan ikke forlange noget mere smigrende Vidnesbyrd end Schulz’s Udtalelse om det kjøbenhavnske Publikum, at han intet Steds paa alle sine Rejser havde truffet dets Lige. „Om Kjøbenhavn kan man sige“, føjer han til, „at saavel ved Hoffet som paa Theatret og i de derværende Klubkoncerter gaar der ved Musikopførelserne i bogstavelig Forstand ikke en Node tabt“.