Musikforeningens_1

90

— De ældre Klaverinstrumenter —

— de mindste „ikke over 5 Kvarter lange“ — med deres fine og sarte, yderst spinkle Tone. Ogsaa i den ydre Udstyrelse afvege disse diminutive Instrumenter med og uden Fod ganske betydelig fra en senere Tids Smag. Man plejede at lakere dem hvide, grønne, sorte eller perlefarvede med forgyldte Lister og Ornamenter. De eleganteste vare med indlagt Spejlglas. Til Koncertbrug egnede Klaveret sig ikke. Dertil anvendtes det flygelformede „ G la v c y m b e l“ (ital. Clavicembalo, fr. Clavecin), hvis harpeagtige Tone var stærkere og mere gjennemtrængende end Ivlaverets, men til Gjengjæld manglede dettes Evne til finere Nuancering, hvorpaa Instrumentmagerne søgte at bøde ved Anbringelse af Registre til Modificering af Klangfarven. De bedste Ivlavicembaler fik man her, efter at Instrumenter fra det berømte Firma Ruckers i Antwerpen ikke længer vare til at opdrive, fra Fleischer i Hamborg og andre nordtyske Fabrikanter. Virkelig gode Instrumenter, der kunde maale sig med de fleste udenlandske og endnu ind i det 19de Aarhundrede vare Gjenstand for Efterspørgsel, forfærdigedes i Kjøbenhavn af H a r t v ig M u lle r (1716— 1793) og M o s c h a e k (1730— 1772). Andre indenlandske Klaverfabrikanter i forrige Aarhundrede vare Benjamin Wulff og Am di W orm , der begge virkede allerede i Fyrrerne, M a g n u s C h r is t e n s e n , død 1766 som kgl. Hoiinstrumentmager, kun 47 Aar gammel, Ghr. Fred. Speer, for hvem der 1761 udfærdigedes et kgl. Privilegium, og Daniel Wroblewsky, der etablerede sig i Halvfjerd­ serne. For et „a parte“ godt Klaver af Muller, „dog uden Spejl­ glas“, var i 1765 Prisen 100 Rdl. Ellers kostede et nyt Klaver efter Størrelsen fra 30 til 80 Rdl. Et Klaver fraDresden betaltes i 1792 med 120 Rdl. Italieneren Cristoforis Opfindelse af P i a n o f o r t e t eller Hammer- klaveret ansporede de mekaniske Talenter fjærn og nær til For­ søg paa at frembringe noget lignende eller endnu bedre. Saaledes læse vi i „Postrytteren“ for 1755 om en „Person, som for 18 Aar siden gjorde et Clavcymbal her i Kjøbenhavn kaldet Bantoline, mens det rette Navn er Martoline“, paa hvilken Martoline han havde „kunstlet og laboreret i de 18 Aar saavel i Kjøbenhavn som i Ober- og Under-Tyskland, men endnu ikke fundet det“. Hofinstrument­ mager Magnus Christensen — maaske var det ham — forsøgte i 1760 en Kombination af det ældre og det nyere System i „et meget kostbart Clavsimbal, som spiller en Bantholine med Hammere til­ lige“. Dette Pragtstykke blev nogle Aar efter tilligemed flere andre Instrumenter af hans Arbejde bortspillet „ved et Gnav-Spil“ og be