Musikforeningens_1

— Beundringen og Kritiken —

6 8

som det væsentlige, skildrer han det mægtige Indtryk af den Ewaldske- Passionskantate:

Musik og Digtekunst er Søstre. Hver for sig kan virke Under nok og være sejerrig. Foruden Ord og Pen den blotte Tone taler, den græder, fryder sig, beundrer, lokker, maler; og Sjælen hører det, og Øret det forstaar, saa tidt fra spændte Streng en vældig Tanke gaar. Men naar Euterpes Yen med Skjalden sig forener, naar hin udtrykker stærkt, hvad denne dristigt mener, naar, Scheibe! Ewalds Kraft af din Fortryllelse bli’er understøttet, hvor henrives Hjerterne! Hver Dæmning brydes da, ret som naar tvende Strømme

forenes i sit Løb og Marken oversvømme, de rykke Træer op, de rulle Stene frem, og den forbavste Dal kan neppe rumme dem1).

En ny Tid med nye Idealer bragte Scheibes Musik fuldstændig i Forglemmelse. Det Omslag i de æsthetiske Anskuelser, der ind­ satte Fantasien og den sunde, naturlige Følelse i deres tabte Ret­ tigheder, maatte nødvendigvis bringe en Kunst, i hvilken Reflexionen spillede en saa fremtrædende R.olle, i Miskredit ogsaa udenfor Italienervennernes Kreds. De yngres Dom over Scheibes Musik var en Dødsdom. Dette kom navnlig frem, da Schulz havde kom­ poneret Ewalds Oratorium „Maria og Johannes“ , i hvilken Anled­ ning Kritiken mente at burde give dette fortræffelige Værk endnu mere Relief ved til Gavns at gjøre det af med den ældre Mester. Scheibe kaldes en Mand uden Opfindelse og uden Smag, fuld af musikalsk Lærdom, men aldrig tilsmilet af Musikens Genius. Hans Musik var ingen Musik. Den var egentlig kun et tørt Register over R.eglerne og Undtagelserne fra Reglerne for den rene Sats, et Nodeinakværk, paa hvilket man uafladelig kunde høre, hvor ængste­ lig møjsommeligt Komponisten ved hver Linie havde afpresset sin Hjærne Noget, der kunde se ud som en Tanke. Alt er lige koldt, enten saa Digterens Udtryk er fuldt af Følelse eller tomt. „Stak­ kels Ewald! at Du skulde være saa ulykkelig ikke at høre det Trylleri, som Du lagde i dine Sange, og som først en anden senere lokkede frem!“ 2) Tidens Løsen var den Gang: Ned med det gamle! Kritikens Arbejde væsentlig et Rydningsarbejde, der skulde

’) Digtet „Ewald eller den gode Digter“ (1782). 2) G. F. Gramer. Musik. Erstes Vierteljahr. 1789. p. 153.