Musikforeningens_1

— Til Scheibes Karakteristik — G 7 er mager, Stilen pedantisk. Han er i den Henseende mærket med Tidens Stempel. Som Menneske kaldes han i et Mindedigt af I. H. W. „en øm og ædel Aand for Venskabs Himmel skabt“ . Lige­ som alle Reformatorer blev han forskjellig bedømt af sine Sam­ tidige, beundret af nogle, haanet af andre, alt efter det Parti de tilhørte. De fleste forstode eller ænsede ham ikke. „Denne højst fortjente og, som jeg frygter, for lidet paaskjønnede Mand“ kalder Ewald ham. Den skarpe Opposition, hvori han havde stillet sig til den nyere italienske Musik, drev dennes Velyndere over i hans Fjenders Lejr. Der kunde heller ikke let findes nogen større Modsætning end mellem Rococoperiodens italienske Mestere og en Mand som Scheibe, der som der staar i det nys citerede Mindedigt. Hans Musik manglede alle hines mest bestikkende Egenskaber, Letheden, den iørefaldende Melodiøsitet, Bravouren, den hele glimrende Overfladiskhed, der skabte dem en udbredt om end kortvarig Succes. „Hans Arier nynnes af ingen Pudderhelt, af ingen sød, fin og falsk Stemme; thi Manden var stor, og hvad har vor fine Verden med Storhed at bestille?“ bemærker en af hans Beundrere bittert, idet Publi­ kums Forhold til hans Kunst nærmere karakteriseres saaledes: „Scheibe miskjendtes, thi han havde sande Fortjenester og brov- tede ikke. Han saa dybt i Musikens de mange og store Hemme- ligheder, og derfor kunde han aldrig nedlade sig til de musikalske Snurrepiberier, som have de indbildte Kjenderes Beundring, deres, hvis Tal er Legio. Naar han satte Musik, saa troede han at maatte følge Digterens Tanker, at maatte lade Tonerne stræbe at opvække lige saadanne Forestillinger i Tilhørernes Sjæl som Digteren ved Ordene, og da var det naturligt, at de fleste nægtede ham Bi­ faldet, thi de fleste skjøtte ikke at erindres om, at de have en S jæl . . . . Kun faa erindre sig den høje Vellyst, som de nød ved at høre en Ewalds Poesi ledsaget af en Scheibes Musik. Men og hos disse faa er Scheibe udødelig som Ewald“ 1). En af de faa var Edvard Storm. I smukke Ord, der røbe den rette Forstaaelse af, hvad Scheibe i sin Kunst havde tilsigtet . . . . indsigtsfuld paa Kundskabs torned Vej utrættet vandred frem til Visdoms ædle Skatte og med Newtonisk Held opdaged skjulte Drifter og skabte Følelser, at Sjælen daaned hen.

J) Aim. dansk Lit. Journal 1780 p. 386.