Musikforeningens_1

190

— Tidens Opfattelse af Beethoven —

Enhver af hans Rejser paa dette Hav er en ny Opdagelsesrejse. Synes han os vel ogundertiden' at være henkastet til et eller andet ubeboet Sted og at være kommen paa en urigtig Vej, lyser dog stedse en ubevægelig Stjærne ham , og tilsidst lander han dog stedse paa enny Verden; men der at sætte sig fast er ikke hans Sag“ x). Øret, der var opfostret m ed Mozart og hans Efterlignere, havde vanskeligt ved i Øjeblikket at finde sig til Rette m ed , hvad man kaldte „de barokke Fantasispil af en vild A and“, men Geniali­ teten miskjendtes ikke. Ældre Musikere, som Schall f. Ex., kunde ikke følge Reethoven udover hans første, Mozartske Periode. Weyse karakteriserede ham paa sin humoristiske Maade som en gal Mand. Om en af Strygekvartetterne ytrede han , at det klang som en Musik til Hs. Maj. Fandens Geburtsdag. En anden Gang udbrød han: „Nej, nu skal han bindes!“ Men W eyses aandrige Paradoxer stode naturligvis ikke i nogen Forbindelse med den almindelige Tilbagegang i den musikalske Opfattelsesevne; den skyldtes dybere indgribende Aarsager og tog under Rossinismens og Virtuostilbedel­ sens Indflydelse saaledes til, at Beethovens Septet i 1830 blev ud- hysset som et Numer, der mere var beregnet paa Musikkjendere end paa det større Publikum. Septetten var dog ellers en gammel Bekjendt. Den blev opført allerede i 1807 , et Aar, der i det hele var mærkeligt i Henseende til Bekjendtskabet med Beethoven. I Marts hørtes nemlig første Gang en af hans Klaverkoncerter, i April Kvintetten Op. 16 og endelig i December Septetten. K a m m e r m u s ik e n blev den Gang endnu kun sparsomt dyrket i Koncertsalen. Orkestret havde sat sig saa fast i Tidens Koncertpraxis, at Musik uden Orkester hørte til Sjældenhederne. Størst Udsigt til at komme i Betragtning havde saadanne Kammermusikværker, som i Karakteren nærmede sig den ældre „Symphonie concertante“. Med K u h i au s Ankomst til Kjøbenhavn indtraadte der et nyt og friskere pulserende Liv i Kammermusikens Pleje. Det hører med til hans Fortjenester at have fastslaaet flere af de moderne Kammermusikformer i vor Koncertpraxis, dels som udførende Kunstner, dels ogsaa som Kom­ ponist. I December 1815 foredrog han selv en af sine store Klaver­ sonater offentlig, i 1823 spillede S c h w a r z hans Sonate for Piano­ forte og Violin, dediceret Spohr, og Pianoforte-Kvartetten i G mol,

*) „Dagen“ 12. Juni 1821.