Musikforeningens_1

— Ouverturen — 181 bort fra Koncertsalen m ed , og følgelig ophørte man at spille Sym­ fonier. Ingen vovede at trodse denne Opinion. Der var naturlig­ vis endnu mindre nogen, som under disse Omstændigheder faldt paa at skrive Symfonier. Saaledes gik der ikke saa faa Aar. Musikvennerne beskjæftigede sig med at drøfte, hvem der havde den største Skyld i dette beklagelige Forhold: Kunstnerne eller Publikum. Om det lykkedes at klare et saa indviklet Spørgsmaal, vides- ikke, men Diskussionen havde dog den gode Følge, at en Koncertgiver endelig tog Mod til sig og satte en hel Symfoni af Onslow paa sit Program. Valget kunde have været heldigere. Hvorfor ikke en Haydn, en Mozart eller Beethoven? Selv Symfoni­ vennerne forekom Onslows Symfoni kjedelig. Dette var i Marts 1833 . W exschall, der snart efter lod opføre et nyt dansk Værk, nemlig F r ø h l i c h s i Rom komponerede Symfoni, havde ikke meget større Fornøjelse deraf. Kritiken roste den omhyggelige Udarbejdelse og fortrinlige Instrumentation; Publikum fandt Symfonien for lærd og kunstig. Nogle Indsendere, der i „Kjøbenhavnsposten“ opfordrede til at gjentage Opførelsen af Frøhlichs „højst interessante og geniale“ Arbejde, som burde høres oftere, benyttede Lejligheden til at an­ bringe den Spydighed, at det store Publikum, som konverserer under saadanne Musikstykker, vist intet vilde have derimod. Sym­ foniens Rehabilitering i Publikums Interesse var en af de Opgaver, for hvis Løsning Stiftelsen af „Musikforeningen“ blev af den aller­ største Betydning. Foreløbig gav denne Musikforms Tilsidesættelse Ouverturen forøget Vind i Sejlene. Det er imidlertid ikke længer de tidligere nævnte Mestere, der gaa i Spidsen paa dette Omraade, men der­ imod B e e t h o v e n , som især ved Ouverturerne til „Egmont“ ( 1 ste Gang 1818 ) og „Prometheus“ naaede frem blandt de hyppigst spillede Ouverturekomponister, og fornemmelig W e b e r , hvis Ouver­ ture til „Jægerbruden“ strax fra den første Opførelse i 1820 skaf­ fede ham en høj Plads i Publikums Yndest, hvori han yderligere befæstedes ved de paafølgende, tildels hyppig gjentagne Opførelser af „Jubelouverturen“ ( 1822 ) og Ouverturerne til „Euryanthe“ ( 1824 ), „Preciosa“, „Beherrscher der Geister“ og „Oberon“ ( 1827 ). Nær­ mest efter disse Komponister kommer K u h i a u med sine bekjendte fortræffelige Ouverturer, hvoraf vi kun skulle fremhæve „Lulu“, „Elverhøj“ og „William Shakespeare“, endvidere Spontini, Schall, Weyse, begge Rombergerne, Rossini, Spohr, Hummel — en Række Navne, der viser, at man ikke i Valget af Orkesterrepertoiret gjorde