Musikforeningens_1

8

— Adrian Petit —

tilbage paa, havde været uroligt og omflakkende, fuldt af Om­ skiftelser og ikke uden Pletter. Italien, hvor han havde været Sanger i det berømte sixtinske Kapel og nydt Pavens personlige Yndest, maatte han forlade efter at have tilbragt flere Aar i Fængsel. Senere traadte han i venskabelig Forbindelse med Melanchton og gik over til den nye Lære, hvorpaa han snart efter opnaaede at faa Ansættelse som Musikus hos Hertug Albrecht af Preussen. Han var oplyst og talentfuld, men tillige en fantastisk og sanselig Natur, en Slave af sine Lyster, navnlig ogsaa overfor Kvinderne. I et Brev til Hertug Albrecht, som satte stor Pris paa hans Talenter, men tilsidst maatte afskedige ham paa Grund af hans Udskejelser, lægger han ikke Skjul paa, at han „ligesom alle andre Sangere og Musikere og Digterne med“ holdt af at føre et lystigt Liv og plejede at „opildne sin Aand og musikalske Drift med god Vin“ . *) Det var derfor ogsaa med det utrykkelige Vilkaar, at han forpligtede sig til et ærligt og kristeligt Levnet, at Kong Christian i Aåret 1556 , rnaaske efter sin Svoger Hertug Albrechts Tilskyndelse, skjænkede ham et Tilflugtssted her i Landet, hvor han maa antages omtrent 1563 at have endt sin eventyrlige Løbebane. I Kapellets Bøger tindes følgende Kompositioner af Adrian Petit: „Venite exultemus domino“ i 2 Dele, „Nulla quidem virtus“ , og et ottestemmigt „Si consurrexistis“ . Jo længere Aarhundredet skrider frem, desto mere gjøre Instru- mentisterne sig gjældende ved Siden af Sangerkoret. Instrumental- musikens Udvikling i det 16 de og 17 de Aarhundrede hører til de interessanteste Punkter i det ældre Koncertvæsens Historie. Vel forsvinder den tidligere Forbindelse mellem Spil og Sang og andre Kunster, som var karakteristisk for Legervæsenet i Middel­ alderen, endnu ikke ganske fra det gode Selskabs Forlystelser. Ved Frederik IFs Thronbestigelse omtales „vælske Trommeter“ , der kom hertil og skulde danse for Kongen ved Kroningen. Dette lille Selskab italienske Musikanter, der optraadte i bjældebesyede Dragter „udi adskillige Farver“ , opholdt sig i længere Tid ved Hoffet. De „engelske Instrumentister“, som i Slutningen af samme Konges Regering havde Ansættelse her i Landet, underholdt lige­ ledes deres fornemme Publikum baade med Dans og Musik og vare sandsynligvis tillige Skuespillere2). Men disse fremmede Truppers

') Monatshefte fiir Musikgechichte VII. 1875 p. 16 ( 3 . 2) „For Ide og Virkelighed“ 1870 p. 75 ff.