Musikforeningens_1

— Jørgen Preston — 7 viede Timer lød da „Wir glauben all’ an einen Gott“, „Ghrist ist erstanden“ eller Josquins mægtige „In illo tempore“ , Paaskesangen om den Opstandne, der pludselig stod midt blandt sine Disciple, eller Kongens Symbolum „Ach Gott schaff deinen Willen“, stundom vel ogsaa til Afvexling lystigere Sange som „T’Andernach auff dem Rheine“ eller det navnkundige „Schlacht vor Pavia“ . En af de ældste Sangmestere og den betydeligste af dem, vi kjende, var J ørgen Pr es ton, som forestod Kantoriet i Christian IH’s Tid og døde under Pesten 1553 . Nogle latinske Mindedigte vidne om, hvilken høj Rang Samtiden tillagde denne Musiker, „der nu hviler under Grønsværet, men hvis Grav fortjente at dækkes med parisk Marmor“, og de Kom­ positioner af ham, som vi have havt Lejlighed til at dechiffrere, bestyrke Rigtigheden af hans Samtidiges Dom. Der er bevaret ialt 17 Stykker, som bære hans Navn, deriblandt et „Veni creator“ , den 119 de Psalme „Appropinquet“ i 3 Dele, et syvstemmigt „Dies est lætitiæ“ og en Del Koralbearbejdelser, af hvilke de to Kompositioner, som ere byggede paa Melodien til „Christ ist er­ standen“ , her skulle udhæves, fordi denne gamle Paaskesang synes at have været Kongen særlig dyrebar og ligesom et Prøvestykke for hans Musikere. Den ene Bearbejdelse er sexstemmig med Melodien i Tenoren, den anden for otte Stemmer, af hvilke de to Diskanter paa nederlandsk Vis udføre Melodien som Kanon, medens de øvrige Stemmer bevæge sig i et friere Kontrapunkt. Et Par Aar efter Jørgen Prestons Død nævnes Ra smus Hej ns sen som Sangmester; han opgav igjen denne Stilling for at lægge sig efter Studeringer og rejste med kongelig Understøttelse til Wittenberg. Hans Efterfølger blev Nederlænderen F r anc i s c a s Mar cel lu s, efter sit Fødested ogsaa kaldet Ams f or t i us , der har efterladt sig et Par, nu desværre defekte Kompositioner over „Christ ist erstanden“ , og som levede endnu i August 1571 , men da ikke længer var i Embedet. Omtrent samtidig med ham optoges et Par andre Nederlændere i Kantoriet, maaske for at berige dets Præsta­ tioner med en den Gang yndet Specialitet, hvori de nederlandske Sangere udmærkede sig, nemlig det improviserede Kontrapunkt. Af disse var Belgieren Adr i an P et i t med Tilnavnet Goc 1 i cus , en af den berømte Josquins Disciple, den mærkeligste, en Typus fra Renaissancens og de religiøse Brydningers Tid paa et Musiker- temperament, der altid har været til og aldrig vil uddø. Han var allerede en ældre Mand, og det Liv, han kunde se