MitVidenskabeligeLivsDrama

28 mende Menneskealder vilde bringe helt andre Musikretninger frem, end dem der for mig stod som Idealet, og at mit Liv som Musiker blot vilde slides op til næsten ingen Nytte i Kampen mod Materialismens Sejr ogsaa paa Musikens Omraade. Blandt Videnskabsmænd, mente jeg, gik det redeligere til, og i den økonomiske Videnskab maatte der altid være Plads for en Mand, der forsvarede sit Standpunkt med gode Grunde, selv om dette Standpunkt paa flere Omraader laa fjernt fra de Modestrømnins ger, som heller ikke den økonomiske Videnskab i vore Dage kan sige sig fri for. Den musikalske Læser vil vide, at dette Fremsyn fuldt ud har bekræftet sig paa Musikens Omraade. Jeg har gjort nær* mere Rede derfor i mit for to Aar siden udgivne Skrift: »Den europæiske Musiks Skæbnetime«. Om jeg ogsaa havde Ret i mit mere optimistiske Syn paa Videnskabens og Videnskabsmænde* nes Objektivitet, faar Læseren selv dømme om, naar han er kommet til Ende med disse Kapitler. Jeg satte nu fuld Kraft ind paa Fuldførelsen af min Doktors disputats, hvortil jeg i Dresden, München og Zürich havde sam* let et betydeligt Materiale, som jeg for Frankrigs Vedkommende supplerede under mit Ophold der i Begyndelsen af 1907. Jeg meddelte dette i et Brev til Professor Westergaard, i Haab om at det vilde glæde ham at faa et Livstegn fra en gammel Elev. Man kan da forestille sig min Forbavselse, da jeg herpaa fik et højst unaadigt Svar, som konkluderede i, at jeg ikke maatte gøre mig store Forhaabninger i et lille Land som Danmark, hvor Pladserne er faa, men de, som vil have dem, dsflere. Umistænk* som, som jeg endnu dengang var, har jeg ikke gemt det, men der findes endnu levende Personer, som har læst det, saa jeg fra* beder mig ethvert Benægtelsesforsøg. For imidlertid ikke paa nogen Maade at gøre Professor Westergaard Uret, vil jeg straks her forudskikke, at han mange Aar efter, nemlig i en Samtale i Januar 1924, forsikrede mig, at jeg havde taget fejl i, at han nogensinde skulde have næret nogen Uvilje imod mig. Og jeg vil tro ham paa hans Ord, idet Troen jo er en fast Overbevis* ning om det, som ikke ses. Men det udelukker ikke, at han, selv* følgelig uden at vide det og altsaa i god Tro, (jvfr. Freuds Psyko*