Melchioriana_1910

E r i n d r i n g e r f r a 8 0 ’ e r n e .

T ænker jeg tilbage paa den Tid, jeg gik i Me l ch i o r s Skol e, synes det mig at være et langt, langt Afsnit af mit Liv, men regner jeg efter og tæller Aarene, bliver det neppe 6 — fra 1882—88. Naar man er Skoledreng, er Aarene lange; man modtager Dag for Dag nye Indtryk, man oplever saa meget, man vokser hver Dag uden at mærke det. Saaledes skal det være. Jeg husker endnu tydeligt den første Dag, jeg mødte i Skolen. Jeg kom fra en Skole (»Lyceum«), hvor Drengens Personlighed, trods selvfølgelig Disciplin, fik Lov at udvikle sig under friere Former, og jeg saa mig pludselig stillet over for en Myndighed og streng Kommando, jeg ikke tidligere havde kendt. Der var en Dreng, ny ligesom jeg — oh, jeg husker ham saa godt; nu er han Premierløjtnant og Assurancedirektør! — vi stod inde paa Horn me l s lille Kontor, og vi kom hurtigt op at skændes. Han var næbbet, og jeg stak ham én! Men det kan nok være, jeg fik at vide, man ikke i Mel­ chiors Skole maatte »hævde sin Selvstændighed«. Drengen klagede til Hommel, og Hommel holdt en dundrende rI ale. Det var kun min Egenskab som ny Dreng, der lriede mig fra den første Dag at smage Spanskrøret. Det var Homme l — endnu ikke Professor og Ridder — der var Skolens ledende Aand dengang. Skolens Stifter, Kancelliraad H. E. Me l chi or , var en gammel Mand, der mest holdt sig inde paa sit Privatkontor bag den gamle Skolebygnings lille Forhave. Her sad han og skrev Karakterbøger under eller udskrev Skolekvitteringer,