Melchioriana_1910

31 ham. Han havde konstrueret el System, som vi maatte følge, Skraastreger, stor Latin o. s. v. Selv skrev han ikke kønt, men havde vi gaaet hans System igennem, kom vi snart til at skrive rigtigt godt under de følgende Lærere. Historie og Geografi havde vi altid samme Lærer i; blandt de mange Lærere i dette Fag var den senere bekendte Pastor Fr im odt ved St. Johannes Kirke. En højt begavet Mand, der kunde fange vor Opmærksomhed til det yderste. Naar det faldt ham ind, kunde han kaste sig tilbage i Stolen og holde en hel Times Foredrag for os om en eller anden hi­ storisk Begivenhed, saa fængslende, at vi alle lyttede til med spændt Opmærksomhed. Retfærdig var han ikke, hvad der vakte Anstød blandt Drengene, for hvem ens Behandling var det helligste. En af F r i mod t s Yndlinge havde en Dag lovet at hjælpe en Kammerat, der var daarlig forberedt. Hjælpen ydedes gennem Fingersproget, som vi alle kunde. Spørgs- maalet var, hvad Haarlem handlede med, og efter at den eksaminerede havde fulgt Fingerstillingen hos Hjælperen, sva­ rede han Svin. Hjælperen troede nemlig, at Zvibler stavedes med S og havde vist Tegnene for S v og i. Fr im odt havde set det hele og sagde 0 for Snyderi. Det var jo den almin­ delige Straf, men det plejede altid at blive tildelt saavel den Hjulpne som Hjælperen. Da det ikke syntes at skulde blive Tilfældet her, rejste Hjælperen sig og bad, om han ogsaa maatte faa Nul, saa stærk var den offentlige Mening blandt os. Resultatet blev, at de begge slap. I Religion havde vi en Kateket ved en af de københavnske Kirker, Ebbe s en , en lille selvbehagelig Personlighed. En meget morsom Scene oplevede vi med ham. Han talte om Selvforsvar og stillede følgende Spørgsmaal: »Naar jeg nu, Frandsen, paa en Landevej blev overfaldet af en Røver, og jeg havde en Stok med en Blyknap, tror Du saa, at jeg vilde slaa ham i Hovedet og maaske dræbe ham, eller slaa ham over Armen, saa han blev uskadelig«. — »Jeg tror, De vilde smide Stokken og rende Deres Vej«, erklærede Frandsen med største Frejdighed, og det var os alle indlysende, at Frandsen havde truffet det rigtige. Mærkeligt nok tog Ebbe sen ikke hans Svar ilde op, men sagde spagfærdigt: »Ja, det kan saa- mænd gerne være«.