MælkerietEnigheden_1897-1947

høje Priser, var overvundet, gik det støt fremad. Det gælder og- saa for Mejeriproduktionen. Smømoteringen var i 1918 steget til 485 Øre pr. kg, hvilket var det dobbelte af Noteringen ved Krigens Udbrud. Denne Stigning fortsattes og naaede sit Maksimum i 1920 med 639 Øre pr. kg. Herefter faldt den til 385 i 1923, men begyndte saa igen at stige. Eksporten voksede. Vi arbejdede os paany ind paa de gamle Markeder for Smør, og vi oparbejdede nye Markeder for Ost. Paa Konsummælkens Omraade var Perioden efter Verdens­ krigen paa sin Vis ogsaa en gunstig Tid, det var en Tid fuld af Udvikling. Det var navnlig de hygiejniske Principper, som »Enigheden« allerede fra sin Start havde hævdet, der blev byg­ get videre paa. Det offentlige hjalp til med skærpede Krav i Sundhedsvedtægt og Mælkeregulativ, og Mælkekompagnieme gik i Brechen for Flaskemælken. Dette gjorde de ved at sætte Prisen saaledes, at Flaskemælken kun var ganske lidt dyrere end Spandemælken (i 1919 1 Øre). Detailmejerierne og de min­ dre Engrosmejerier modarbejdede imidlertid dette, idet de hæv­ dede, at Prisforskellen burde være 5 Øre, og følgelig satte de Prisen paa Spandemælk 4 Øre under Mælkekompagniernes. Kompagnierne besvarede denne Krigserklæring med at sænke Prisen paa Flaskemælk med 3 Øre. Spandemælken kunde ikke følge med, og saaledes endte den saakaldte Mælkekrig. Fra Krigens Tid med de stærkt stigende Priser paa Smør og Ost havde Suppleringsmælk-Leverandørerne stillet Krav om, at Mælken blev afregnet i Forhold til det, den kunde indbringe ved Smørlavning og Osteproduktion. Dette Krav er siden blevet opretholdt, og Parterne, Leverandører og Mælkeforsyningerne, har dannet et Fællesorgan, De t københavnske Mælkenoterings­ udvalg , der siden 1920 hver Torsdag har fastsat en fælles Leve­ randørpris paa Mælk af en bestemt Standard-Kvalitet leveret til København. 82